-
Overgiv din dag til Herren
Det var morgen. En meget travl dag lå foran mig. Lige nu var det stille. Stille tid med Gud. Jeg knæler ned ved sofaen. Har min bibel foran mig. Er begyndt at bede. Til Far. Min kære far som elsker mig så højt. Jeg siger: Far, har du et ord til mig nu til morgen, som jeg kan bede ind i? Jeg åbner Bibelen. Mine øjne falder umiddelbart på et vers, som jeg tidligere har understreget: “Overgiv dine forehavender til Herren, så bliver dine planer til virkelighed” (Ord 16,3). Åh, tak, far! Jeg mærkede så meget hans omsorg for mig og min dag. Hele dagens mange ting, der skulle falde…
-
Hvordan taler du om dig selv – taler du sandt?
Guds ord forvandler mennesker! Og jeg fik lov at være med. Vi mødtes over et måltid mad. Vi kendte ikke hinanden i forvejen. Så vi delte lidt om, hvad vi gjorde og var optagede af. Da han hørte, at jeg var forfatter til Elsket af Ham, skete der noget med hans ansigt. Kan du huske stykket om Liflige ord, spurgte han, om hvordan man taler om sig selv? Det brugte Gud til at forvandle mit liv. “Liflige ord er flydende honning, sød for sjælen og lægedom for kroppen” (Ord 16,24). Og nu et lidt fra Elsket af Ham, den 15. august: Hvad taler du med dig selv om? Hvad siger…
-
Kom hele vejen rundt i dit liv – foran Herren
Jeg vil gerne tæt på Gud – og han svarer mig ved at gå tæt på mig. Grundlæggende udfordrer han mig på, om jeg har tillid til ham, og om jeg overgiver mig til ham. Og jeg begynder at se et mønster: Når jeg har uro eller stresses, så er det typisk fordi, jeg fokuserer på mig og mit – ikke på ham. Tilliden til ham er i spil – jeg løfter selv i stedet for at overgive, jeg konstruerer selv min sikkerhed i stedet for at stole på ham, jeg skaber selv det, jeg tilfredsstilles af i stedet for at modtage hans. Og så bliver jeg så træt… En…
-
Gud hjalp far i relation til datter
Relationer kan være så svære. Familier er fyldt af så meget dysfunktionelt. Der er sket så meget, som det er svært at få greb om. Hvor skal man dog ende eller begynde? Han fortalte mig, at det for år tilbage gik helt galt. Datteren gav ham ansvaret for alt dårligt i hendes liv. Han blev så vred over hendes uretfærdige beskyldninger, og pegede på noget i hendes liv, som tydeligvis ikke var hans skyld. Og de skiltes med hendes ord hængende i luften: Du må have et godt liv, FAR-VEL! Der gik 1 år. Der gik 2 år. Der gik 3 år. Faderen bad. Han forsøgte at række ud. Øjensynligt…
-
Han fortalte mig, at jeg er hans øjesten
Åh nej. Jeg var på ferie – alt var godt – men så drillede kontaktlinsen i det ene øje… Måske vind i øjet derude, måske et hår, jeg rørte med min hånd – og hvor var nu linsen? Jeg så ikke klart, så den sad tydeligvis ikke, hvor den skulle i al fald. Men det føltes også lidt mærkeligt og ubehageligt i øjet – så var den mon der et sted? Pyha. Jeg var udfordret. Det var svært. Jeg følte mig ærlig talt hjælpeløs og meget lille. Gud, du som ved, hvor mange hår jeg har på hovedet; du ved, hvor min kontaktlinse er. Vil du hjælpe mig? Min mand…
-
Herlige ting fra ham til dig
Det var en dejlig dag. Sabbat. Vi var i kirke på ferie. En kirke, som vi har været i mange gange efterhånden. Ja, og mange gange har jeg takket Gud for det verdensomspændende fællesskab, som jeg er en del af – kirke hjemme, kirke ude – altid et sted, jeg hører til – altid mennesker, som favner og inviterer ind – relationer. Denne sabbat var der først fællesspisning i det fri. Herefter var vi inviteret hjem til nogen, som det viste sig, vi havde mange snitflader med. Dagen sluttede med sang, læsning fra Bibelen, bøn. En dejlig dag gled over i en hyggelig tur ‘hjem’ til vores feriebolig. På sengekanten…
-
Lovsang i natten
Jeg glædede mit til turen til bjerghytten i 3.657 m højde. Guds egen storslåethed giver hver gang genklang i mit hjerte, når jeg er i bjergene, ser den evige sne, ser lyset fra sol og måne få det hele til at stråle. Hytten er så hyggelig, der er hver gang spændende møder med mennesker, maden er god. Hele oplevelsen er bare særlig. Og så er der natten. Jeg læner mig op ad klaustrofobi. Et lille værelse, lille vindue, ti mennesker i to lag. Vi har hver gang fået pladser i ‘underkøjen’. Natten før mærkede jeg udfordringen. Uro. Magtede jeg det? I en vidunderlig morgenstund med Gud på afgangsdagen til toppen,…
-
Vores venskab er ikke tilfældigt
Det skrev en ven til mig. “Af alle de milliarder af muligheder valgte Herren dig, og der ville ikke have været store chancer for, at vi nogensinde mødtes. Men for kristne eksisterer den slags tilfældigheder ikke.” Smukt. Stort. Til velsignelse for hinanden, ja. Jeg har oplevet mange gange i mit liv, at Gud kobler mig med andre mennesker. På den ‘store scene’ – at vi overhovedet lærer hinanden at kende. Og på den ‘lille scene’ – mødet på denne dag til glæde og velsignelse. Hver gang fryder jeg mig og takker Gud! For hans omsorg. Fordi han har skabt os til at have brug for hinanden, til at glæde os…
-
Jeg går, som Herren sender mig
Jeg var i bøn. Jeg var i en planlægningsfase. En tjeneste for Herren. Herre, er det den her vej, vi skal gå? Du må virkelig vise mig, hvis der er noget andet, vi skal? Vi var i gang. Efter bøn. Overgivelse. Vi gjorde det bedste, vi kunne. Men Gud, er det det? For vi kunne godt ønske os, at der kom flere til aktiviteterne… Jeg var i bøn. Igennem dagene. Og en morgen skrev en ven dette til mig: “Denne gang en opmuntring der er 100 til dig. Fik her til morgen: Forsæt af den linje, Herren har udstukket’.” Wau, jeg var ikke i tvivl. Helligånden oversatte sin egen stemme…
-
Glæden fra Gud kom uventet i min postkasse
“Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde skal kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen” (Joh 15,11). Jesus, det er vildt, hvad du gjorde! Jeg tænker tilbage – med meget stor glæde! Vi var i Sudan. Jeg kæmpede med glæden – eller manglende samme. Og jeg bad dig om noget om glæde… om glæden… Efter kort tid kom et Adventnyt – temanummer om glæden! Vildt! Vildere – for det kom flere måneder senere end det skulle. Endnu vildere – vi havde allerede det eksemplar liggende i skuffen! Wau, Jesus. Jeg tænkte: Hold op! Du vidste allerede for flere måneder siden, at jeg ville bede om…