Epafras arbejdede med menigheden i Kolossæ, og han fortæller Paulus om, hvordan det går. Paulus refererer til, at Epafras har fortalt “om den kærlighed som Helligånden har skabt i jer” (Kol 1,8). Sætningen trådte frem, og jeg måtte strege den under. Jeg har levet længe nok til at have oplevet mangel på kærlighed… Ja, jeg mener bare, at jeg lever i erkendelsen af, at menneskelig “kærlighed” bare ikke er nok. (Hvis man ellers kan tale om en “menneskelig” kærlighed som adskilt fra Guds.) Så jeg fryder mig over eksistensen af “den kærlighed som Helligånden har skabt i jer”. Og måske er det altid sådan, det er, når kærligheden er til…

Jeg ved det: “Den der er accepteret af Gud, har sit livsgrundlag i troen” (Rom 1,17). Ja, jeg ved det virkelig: Gud har accepteret mig! Jeg ser det på et kors… hans søn hænger der – fordi han elsker mig! Fordi han vil give mig livet! Og jeg ved det, fordi kærlighedens budskab strømmer fra ham lige ind i mit hjerte. Jeg bliver berørt. Det handler ikke om mig – men det handler om ham: “Gud har nemlig givet os Helligånden og fyldt vores hjerter med sin kærlighed” (Rom 5,5). Jeg mærker, at han elsker mig… jeg fyldes af en fred og en glæde, som ikke kommer fra mig selv……

Jeg buldrede ind til min Far den morgen… ja, altså min himmelske Far. Som et barn. Optaget af billedet far – barn. Hvad betyder det egentlig, at Gud er min Far? Med lukkede øjnene så jeg bedre… mig – som kom ind til en kær og elskende Far… … vel i virkeligheden med alle ord og tanker snublende over hinanden… i barnets rolle – lidt kaotisk i forhold til alt det, som jeg ikke vidste ud og ind med… Med åbne øjne læste jeg lidt i min Bibel… steder med ord om “far”, “børn” – ja, og “født”. Optaget af ordet “født” kom jeg til at tænke på Jesus’ samtale…