-
At miste – fyldt af taknemmelighed
Jeg skriver dette med øjnene blændet af tårer og våde kinder. For det gør ondt at miste en, man holder af. Samtidig er jeg totalt fyldt af taknemmelighed. Sådan er det med kærlighed – det gør ondt at miste! Men det var så rigt at opleve den. Så jeg ville ikke være den foruden. Heller ikke selvom det gør ondt at miste. Og jeg blev elsket – uden at der nogensinde blev stillet krav til mig.Jeg modtog så meget – uden fordringer om at give noget igen.Jeg oplevede, at Gud sendte dig på min vej. Ja, tænk, at møde kærligheden på sin vej – uventet og stærk.Tænk, at have mødt…
Du vil muligvis også synes om
Min glæde er hans glæde
Hvem skal skrive bogen om dig?
Gud ser alt det mellem linjerne…
-
Behold gaflen – det bedste kommer!
Jeg hørte en historie om en dame, som var døende og talte sin kommende begravelse igennem med præsten. Ja, historien er ikke fra Danmark, så nogle ting ville vi ikke gøre på den måde. Men damen sagde altså til præsten, at hun ville have en åben kiste i kirken, og så ville hun have en gaffel i hånden. “Hvorfor det?” spurgte præsten. “Jo,” sagde damen, “det vil jo være mit sidste vidnesbyrd, og jeg har længe været gammel og fået hjælp af de yngre, når vi har haft fællesspisning. Når de sagde til mig: ‘behold gaflen’, så vidste jeg, at en dejlig dessert kom. Så jeg vil gerne beholde gaflen,…
Du vil muligvis også synes om
Troens øje ser, at Gud er Gud
Historien om Gud, der elsker – syndere i oprør
Jeg er taknemmelig over, at Gud siger stop
-
For at du skal vide det!
Ja, Johannes skriver, at han skriver, for at du skal vide! Det er skønne stærke ord: “Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv.” (1 Joh 5,13). Du skal vide, at det evige liv er dit, når du tror. Selvom du går rundt i en verden fuld af død og elendighed – så er det ikke den sandhed, du skal leve i… For der kommer en dag, hvor dit liv aldrig får en ende. Hvor intet gør ondt. Ingen aldring driver livet ud af dig. Ingen træthed forpester. Ingen sorg fylder. Ingen adskillelser skygger. Det er…
-
Dødens skygge og evighedens lys
Jeg mangler virkelig ord til at skrive det så stærkt, som jeg gerne vil… Men jeg prøver. Altså, når jeg begyndte at skrive om døden (se stykkerne fra de sidste dage), så var det på grund af tre ting: 1) Jeg er slet ikke begejstret fra dødens skygge i mit liv – altså at mennesker, jeg holder af, dør… snart…, og at jeg selv mærkes af døden – og jeg tænker, at mange andre har det sådan også… og har brug for noget det sted. 2) Jeg synes, at dødens skygge i et menneskes liv i den grad må vække ønsket om noget mere… om Gud – og det vil…
-
Græd! Og se så håbet!
Ja, hvad gør man, når døden rammer… hvad enten det er dødens indgreb i livet, en død relation, sygdom som sætter dødens spor i livet – eller det er ophør af liv: Død? Man græder. Og man græder med dem, der græder. For døden er en fjende. Og det er uendelig trist at miste. Og ja, når den afsluttende død føles som en lettelse, så er det jo fordi, det, der var, allerede er dødt for længe siden… “Græd med de grædende” (Rom 12,15). Men bliv der ikke… for vi har håb! “Vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal…
Du vil muligvis også synes om
Han løftede hendes hoved op
Du kan blive sat fri for frygt
Elsket gennem årets rytme
-
Når døden æder en bid…
Døden kan æde en bid af én… Det kan ske, når du er ung… Men det kommer under alle omstændigheder, når du bliver ældre… “Den dag du spiser af det, skal du dø!” (1 Mos 2,17). Og siden har døden ædt sig igennem menneskeliv efter menneskeliv. Begejstret sagde jeg som teenager til min far, at jeg måske aldrig kom til at dø… for evigheden og Jesu genkomst var så nær… Men han svarede, at døden ellers var det, som jeg kunne være helt sikker på, at jeg ville opleve… Jeg lyttede vantro… vidste vel ikke helt, hvad han mente… Altså, for hvis nu Jesus kom snart… Men livet har lært…
-
Mærker du fjendskabet med døden?
Jeg var 18 år, da jeg virkelig mærkede døden første gang. Det var min farfar der døde. Vi boede i samme by, så jeg havde haft regelmæssig kontakt med ham. Han var indlagt, da det skete. Noget med hjertet. Noget vi troede, han ville komme sig fra. Men det gjorde han ikke. Jeg stod der på hospitalsstuen. Han var stadig varm. Min far græd. Der gik vel ca. 1 uge til begravelsen. For mig var det en uge i sorg. Jeg tænkte på, hvorfor der ikke hang sorte sørgeslør fra alle hustagene. Et billedligt, konkret udtryk for smerten over at miste. Døden føltes på ingen måde “rigtig”. Fjendskabet var tydeligt…
