Sange

Jeg elsker at synge! Jeg møder Gud med toner og ord, som tilsammen udtrykker min glæde, sorg, tak, tilbedelse osv. I sang og musik finder jeg et udtryk for enhver situation.

Drømmen om at skrive sange kom tidligt. Men jeg troede kun, jeg kunne “ord”, ikke melodier… Så da tidspunktet kom, hvor jeg måtte udleve drømmen, så var det i et samarbejde med Timon Müller, som har lavet melodierne til mine første sange.

Senere forsøgte jeg selv… Jeg sad ved flyglet og legede med tonerne. Pludselig var der en melodi. Til min egen overraskelse og glæde. Og jeg kunne li’ den! Dejligt. Sammen med teksten blev det en respons fra mig til Gud!

Lad os synge sammen – så brug dem! Der er både noder og lydfiler.

Sangoversigt

Node og tekst: Anemonebrud

Personligt: Anemonerne om foråret som det hvide tæppe – jeg elsker det! Jan og jeg blev gift i april – og et par uger før brylluppet gik vi i anemoneskoven. At tænke mig brudekjole og -slør sammensmeltet med anemonerne… Det er så smukt!

Node og tekst: Bølgerne mod stranden slår

Personligt: Jan og jeg gik på Lønstrup Strand. Naturen var betagende. Naturens kræfter, særligt vinden. Og jeg kom til at tænke på, at når Helligånden sammenlignes med vinden, så betyder det, at der virkelig er kraft bag. En kraft, som formår at omforme og rykke på os.

Node og tekst: Den klippe er for høj for mig

Personligt: Jeg kan godt lide de bibelvers, der fortæller mig, at jeg ved Guds hjælp kan magte det, som for mig synes umuligt…

Node og tekst: Du er mit svar

Personligt: Jeg var så begejstret for denne melodi, at jeg tænkte: Den må vi bruge tit! Så blev det til sangen: “Du er mit svar” – for det er aktuelt i enhver sammenhæng.

Node og tekst: Du skal ikke være bange

Personligt: Budskabet i Johannesevangeliet 14-17 bliver meget personlig for mig i denne sang. Sangen udtrykker virkelig en nærhed mellem Jesus og mig, og hvordan Jesus er der med al sin styrke til mig!

Node og tekst: En lille spurv

Personligt: Denne melodi er bare så glad! Og spurven så jeg på vej til arbejde… og den blev Guds budbringer til mig!