Malte og Maria

Malte og Maria taler om Jesus – er bogen for jer, som gerne vil bruge tid sammen med Jesus hver dag – med hjælp af en andagtsbog, som gør det lige til og med masser af inspiration fra Bibelen og hverdagslivet.
Vær sammen med Malte, Maria og mormor – og Jesus!
Hver dag kommer Malte og Maria over til mormor. Næsten – for så er der lige de dage, hvor der sker noget andet.
Malte er 10 år, og Maria er 6 år. Men selv hvis du er større eller helt voksen, så er der masser at lægge mærke til og snakke om. Og det er også rigtig hyggeligt at læse den højt – sammen.
Hver dag er de sammen med Jesus, selvom de nogle dage kalder ham Gud. Måske tænker du: Hvordan er man sammen med Jesus?
Hvordan er Malte og Maria og mormor sammen med Jesus?
Det er faktisk ret nemt.
De læser hans egen bog: Bibelen. Nogle af historierne laver de – fisk, fiskenet og både på gulvet, lys og mørke og meget mere. Og så snakker de om, hvordan Jesus er med i deres liv. Helt almindelige liv. Måske ligner det dit liv? Måske er der forskelle? Det kan du jo prøve at lægge mærke til, når du læser bogen.
Derfor skrev jeg Malte og Maria taler om Jesus
En dag sagde en kvinde til mig: Du har skrevet en andagtsbog for voksne, kan du ikke skrive en for børn?
Det blev begyndelsen. Troede jeg. For en dag så jeg, at jeg 1½ år tidligere havde skrevet i mit bønnehæfte: Gad vide, om Gud vil, at jeg skal skrive en børnebog…
Jeg bad om ideen. Gud gav mig ideen med Malte og Maria og mormor. Gud satte også Laura Gélie, som drømte om at illustrere en børnebog – og mig, som ville skrive en børnebog – sammen. Så jeg har mærket hans hænder om bogen hele vejen.
Enkelt og dybt – samtidig
Stykkerne er enkle, indholdet vil nogle gange spænde sindet lidt ud – det er jo Gud, vi vil møde.
Sammen åbner vi hans ord. Jeg deler ordet fra flere bibeloversættelser, nogle gange blandet, nogle gange ’oversat’ med mine ord. For jeg deler det jo med børn – så børnene bedre forstår – men også møder det, de ikke helt forstår – endnu – så de vokser.
En del af historierne, som mormor deler med Malte og Maria, er fra mit eget liv.
En bog, der lægger op til samtale
Og jeg ser for mig, at når børn og voksne læser om Malte og Maria og mormor – så kan de vokse – sammen med Gud og hinanden. Og måske ikke bare læse historien og Bibelen, men snakke om det, som er vigtigt – lige nu.
Du kan læse noget af baggrunden for bogen her i et interview med mig i forbindelse med bogudgivelsen: https://udfordringen.dk/2024/11/jeg-braender-for-at-hjaelpe-andre-til-at-vaere-sammen-med-jesus-paa-en-god-maade/
Du kan læse pressemeddelelse her: https://udfordringen.dk/2024/11/ny-boernebog-malte-og-maria-taler-om-jesus/
Du kan købe bogen her: https://hosianna.dk/shop/3-andagtsboeger/3015-malte-og-maria-taler-om-jesus/