Oftest tænker jeg, at vi gerne vil vide… Vi er nysgerrige på at vide ting… Men grundlæggende ønskede Gud, at vi ikke skulle vide noget om det onde: „Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af‟ (1 Mos 2,17). Det var ikke hans mening, at vi skulle kende til og opleve sygdom, smerte, skilsmisse og død. Og jeg må bare sige, at det ville have været fantastisk ikke at ha‛ haft det kendskab! Slangen forsøgte at gøre den viden attraktiv… „den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt‟ (1 Mos 3,5). Her…

Ja, nu har vi endnu en gang set vintergækker, erantis og krokus, anemoner og påskeliljer… og de kommer alle op af den mørke, kolde jord… Smukke og livfulde – mere end jorden kunne give løfter om… Sådan oplever vi forårets mirakel igen. Ja, livets mirakel. Vinterens mørke og død mistede endnu engang sit greb… Og nu er det påskelørdag. Den sabbat hvor Jesus lå død i graven. En del af guddommen var død! Vildt. Jesus havde sagt det på forhånd. Også til disciplene – her i den billedlige form: „Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange…

Tænk engang. Kan det virkelig passe? Gør modstand virkelig smuk? Jeg kom til at tænke på det, da jeg hørte en lille historie om, at violinbuer er lavet af hestehår, og det er modhagerne i hestehårene, som giver den smukke lyd på strengene. Hvis der ingen modhager er i hårene, bliver lyden flad og ingenting. Så modstand gør smuk! Gælder det også andre ting i livet? Jeg fandt dette ordsprog: „Jern slibes til med jern, det ene menneske sliber det andet til‟ (Ord 27,17). Og dette vers: „Al opdragelse vækker rigtignok snarere ubehag end glæde, mens den står på, men bagefter bliver frugten fred og retfærdighed for dem, der har…

Åh, det gør ondt at mærke ordet „svigt‟. Når jeg hører en historie om et menneske, der er blevet svigtet… så græder mit hjerte med ham… Og jeg forstår ordet fra den vise mand: „En svigtet broder er som en befæstet by‟(Ord 18,19) For hvordan kan en svigtet gøre andet end at passe på sig selv… Hvis hjertet bløder, så snart det åbner sig… så må det jo holdes lukket… Hvordan kan vi i kærlighed møde den svigtede, den blødende – og bidrage til lægedom og liv? Der kommer et vist vers mere fra Salomo: „Der er venner, der volder hinanden ondt,men en ven kan være mere trofast end en…

Dette vers betager mig – langt ud over, hvad jeg forstår: „Som en bæk er kongens hjerte i Herrens hånd,han leder det hen, hvor han vil.‟(Ord 21,1) For der står jo ikke noget om, at kongen er interesseret i Gud? Og måske endnu mindre i, at en anden skal lede ham? Så – leder Gud også den, som ikke vil ledes? Er Guds vilje og planer for denne verden så stærke, at han får konger til at gøre ting, som de ikke ellers ville have valgt? Møder vi her en Gud, som sætter grænser for, hvad konger får lov at gøre? Gud viste Daniel, at:„Han lader tider og tidsrum skifte,han…

Jeg kan godt lide dette vers: „Gode råd i mandens hjerte er dybt vand,den forstandige øser deraf.‟(Ord 20,5) – og jeg har prøvet det! Det er skønt med gode venner, som man kan reflektere sammen med. Det er skønt at blive klogere af at lytte til andres erfaringer og oplevelser. Jeg glæder mig også over, at Gud har skabt os sådan. Ja, at der er ting, der ikke bare ligger på overfladen, men som folder sig ud, når vi bruger tid på det. Der sker noget, når vi taler sammen. Når vi giver hinanden tid og fordyber os. Når vi lytter. Giv noget af din tid til en anden… Giv…

Det er et skønt rødt garn lige nu. Jeg nyder, at kigge på farven, det lette „look‟ og at mærke den bløde fylde i mine hænder. Hænderne kan nærmest af sig selv. Det er som om, at det øger min koncentration at strikke. Og roen. Ja, det giver en egen ro at sidde der og nørkle. Det vokser. Det skal blive til en bluse. Glæden over „at skabe‟ noget fylder mig. Det er dejligt at føle, at jeg er kreativ. Og ih, hvor har jeg mange gange tænkt på Gud. Gud, den mest kreative af alle. Gud, som giver os at være kreative og glæden over at mærke det, det…

Døden skulle ikke have været. Døden er en fjende. Alligevel er Gud her, når et menneske dør… Livet begyndte på denne måde: „Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen‟ (1 Mos 2,7). Og livet slutter på denne måde: „Og livsånden vender tilbage til Gud, som gav den‟ (Præd 12,7). Gud er herre over livet… og dermed også over døden. Så ingen død går forbi Gud. Man kan på en måde sige, at ingen dør „tilfældigt‟… for Gud er der og ved det… Livsånden, som Gud gav, er Gud herre over… Ja, måske er det lidt filosofisk… og helt…

Bænken stod lige ved kanten af søen. Under nogle lette grene. Sollyset legede i bladene. Der var mange slags grøn. Jeg satte mig på bænken. Mærkede solen på noget af min hud. Nød den forfriskende skygge. Lysflimmer og insekter omgav mig. Svalerne fløj lavt og fangede insekterne lige over vandets overflade. Min mand havde kamera med. Jeg havde min mobiltelefon. Jeg sad. Det er særligt at sidde. At være. I Guds egen have. På hans klode. Ved hans sø. Med hans svaler flyvende over den. Og der sad jeg – hans elskede datter – og hans sol varmede mig. … ikke kun udenpå – men helt ind i hjertet. Jeg…

Noget af det rigtig store ved at gå i skoven og kigge på dyrene er, at jeg bare er. Vi kommer oftest derud tidligt om morgenen eller sidst på eftermiddagen. På det sidste har det været ved „vores‟ havørnerede. Den er placeret 25-30 meter oppe i et grantræ lige ved en eng. Vi kan sætte os ved et skovbryn nogle hundrede meter derfra. Eller vi kan sætte os under bøgetræerne. Eller på kanten af et bryn imellem to enge. Og et par muligheder til. Selvom vi skifter lidt, så sidder vi virkelig længe et sted. Vi slår os ned på vores små trebenene trekking-stole. Og der sidder vi så. Og…