Jesus. Ja, Jesus blev fristet langt mere noget menneske nogen sinde vil blive fristet. For djævelens hovedpointe med fristelser er, at vi agerer skilt fra Gud. Djævelen forsøger at få os til at tro, at vi kan selv. At vi ikke har brug for en Gud. At vi godt kan vurdere ting selv. At have tillid til os selv først og fremmest – og så kommer Gud i anden række… (hvilket måske betyder slet ikke?). Sådan begyndte det hele med Eva. Sådan var kampen for Jesus. Sådan er vores kamp. Men der er en stor forskel på mig og Jesus. Jeg er mega svag – og ind imellem opdager jeg…

Kompleksitetsforenkling. Wau. Måske et vanskeligt ord – men en fantastisk betydning: At noget, som er svært og komplekst bliver nemmere. Hvem kan ikke bruge det?! Paulus fik mig ind på de tanker i morges. Jeg lå i min seng og tænkte: Ja, men i dag handler jo bare om, at jeg skal vokse sammen med Gud – mine omstændigheder (eller “verdens” omstændigheder) behøver jeg ikke at løse – det er Guds. Men han har lovet, at han vil være med mig og velsigne mig og bruge alt til det gode. “Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud” (Rom 8,28). Men det var nu dette…

“Det er ham der får jer til at vokse,” skriver Paulus (1 Kor 3,7). Det er skrevet til en gruppe mennesker, som var mægtig optagede af, om det nu var den ene eller anden, der var mest betydningsfuld for deres tro. Næh, det er ikke alle de mennesker, der gør det… og nej, heller ikke dine egne anstrengelser (!?), “det var Gud der fik menigheden til at gro” (vers 6). Der er kun et eneste fundament for at vokse: “Jeres fundament er Kristus” (vers 11). Så ja, ham giver det mening at bruge energi på, tid sammen med – for sammen med ham, så vokser vi! “I er Guds tempel,…

Her kommer konklusionen med det samme: De lykkeligste mennesker er dem, som ikke lever for sig selv men for andre. Det står fx sådan her:“Den gavmilde får selv stillet sin sult,den, der giver andre at drikke,får selv stillet sin tørst.”(Ord 11,25) “Det er saligere at give end at få” (ApG 20,34). Her møder vi den glæde, vi oplever, når vi glæder andre. Og så et vers mere – til dig, når lykken ikke står forrest, tværtimod er du der, hvor du oplever livet tungt, og du føler dig mega træt: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag…

Ja, så gør det ondt. I Esajas Bog kapitel 51 lagde jeg mærke til, hvordan Gud vil hjælpe os, ja sætte fri os af at blive så påvirkede af et andet menneskes dårlige adfærd overfor os. “Vær ikke bange for menneskers hån og spottende ord.”Fordi: “I ved hvad retfærdighed er,” I har “min lov i jeres hjerter.”Og: “Min retfærdighed varer evigt, min frelse gælder fra slægt til slægt.”Med andre ord: Hvis et andet menneske håner dig, så ved du i dit hjerte, at du har givet dig selv til Gud. Ja, endda om hånen rammer noget sandt i din fortid, så er Gud den, som har frelst dig og dækket…

At stå midt i en knust relation og tænke sig at det skulle kunne blive det samme igen… Åh, åh – er det muligt? Se en smadret glasvase for dig – kan den blive hel igen? Gud førte israelitterne ud af Egypten, fordi han elskede dem. Gud ville en nær relation med israelitterne. Nærmest som en ægteskabspagt, så lavede han en ti-buds-pagt med dem. Skrevet med hans egen finger på to stentavler. Men da Moses kom ned fra bjerget med tavlerne mødte han et folk, som havde fundet på, at det slet ikke var Gud – men en tyrekalv, som havde ført dem ud af Egypten. Totalt svigt. Ingen “ægteskabspagt”…

Ja, men det står virkelig mange gange i Romerbrevet kapitel 6, at jeg er død, fx: “Da vi blev døbt til at tilhøre Jesus Kristus, døde vi jo sammen med ham” (vers 3).“Vi er døde sammen med Kristus” (vers 5).“Vores gamle jeg er blevet korsfæstet sammen med Kristus” (vers 6). Der er en stærk pointe sammen med den død: “Hvordan skulle vi kunne fortsætte med at leve som syndere når vi er døde i forhold til synden” (vers 2).“Ligesom Gud lod Kristus stå op fra de døde, er vi også begyndt på et nyt liv” (vers 4).Det er altså meningen, at mit forhold til synd, skal blive et andet. “Derfor…

Du er der på kirkegården. To mennesker er ved at blive begravet. Se de to for dig. Ved den ene grav forventer man ikke nogensinde at se hinanden igen. Sorgen er ubærlig. Alt er slut. Ved den anden grav lever man i løftet om opstandelsen. Man tror på, at man skal se sine kære igen – at døden kun er som en søvn. Sorgen gør ondt, men der er håb. Dette er ikke enden. På en måde er begge scenarier sande… for den, der ikke tager imod livets Gud, kommer ikke til at opleve evigheden – og derfor er dette liv det, som er. Men for den, der tager imod…

Tror du på Gud? Er der mennesker, du tror på? Tror du på dig selv? Jeg har lige grebet et par sætninger: “Gud står altid ved det, han lover; det er kun mennesker, der lyver” (Rom 3,4). Åh, åh… nå, men der står jo ikke, at alle mennesker lyver… Det kan jeg så til gengæld finde et andet sted: “Alle mennesker lyver” (Sl 116,11). Suk. Men sandt… Det kan så godt være, at det rummer både sorte og hvide løgne, de bevidste og de ubevidste, dem vi har vænnet os til og ikke tænker over mere, dem hvor vi vil vinde andres gunst eller bare gøre dem godt, de løgne…