Jeg sad der i sofaen med armene rundt om mine ben. Lyttende. Vi delte troen. Han havde åbnet for mindernes skatkammer. Historier om Gud. Langt tilbage. Den gang han var dreng, og en tiøre var noget værd. Syv år gammel var han. Ham og hans lillebror havde fået lirket et par tiører ud af en sparebøsse med en kniv. Derefter legede de med dem. Derude. Og det gik, som det nogle gange går – en blev tabt – og ikke fundet. Det var ikke en historie at fortælle mor… Men mønten måtte findes… Og de små gik til gamle bedstemor. Og jo, hun ville gerne hjælpe. Hun gik ind på…

Man kan alligevel nå at røre ved ret meget… Jeg har været spejder, spillet blokfløjte, gået i børnekor, gået til håndbold, til springgymnastik, til almindelig gymnastik, til volleyball, til tennis (det blev nu aldrig rigtig til noget…) Og så har jeg samlet frimærker, strikket, syet (det blev heller ikke en passion)… Der var årene, hvor jeg eksperimenterede med madlavning, og så dem med farveblyanter og malebøger… Ja, og vi har rejst, og cykler og og og… Jeg tror, at jeg kunne fortsætte meget længe – der kan jo foldes uendelig mange lag ud i sådan en fortælling. Og du har en lignende fortælling. Og ja, selvom det kan virke ganske…

Faderen var hårdt ramt. Hans lille datter var ikke blot syg – men dødssyg. De havde godt set det. Dødens skygger hang ligesom allerede i væggene og gardinerne – om hans elskede datter. Han var i nød. Han vidste det godt. Ingen læge kunne gøre mere. Medicinen, der kunne hjælpe hende, eksisterede ikke. Men Jesus…? Han havde hørt de vildeste historier… Helbredelser… Til tider af alle de tilstedeværende… uanset hvad, de led af. Så Jairus gik til Jesus. “Da han så Jesus, faldt han ned for hans fødder og bad ham indtrængende: ‘Min lille datter ligger for døden. Ville du blot komme og lægge hænderne på hende, så hun kan…

Det var lige før påskefesten. De var sammen, Jesus og hans disciple. Måske var det hele lidt… anderledes… Jesus havde vasket disciplenes fødder – det skulle en tjener jo gøre. Judas havde forladt selskabet, og Jesus havde sagt til Peter, at han ville fornægte Jesus. Nu siger Jesus: “Jeres hjerte må ikke forfærdes!” (Joh 14,1) – som om, der var noget at være bange for… og ja, han fortsatte med at fortælle, at han ville gå bort. Huff. Det brød de sig bestemt ikke om. Måske forstod de heller ikke rigtig, hvad han mente… Nu, efter, ved vi godt, hvad Jesus mente, og vi kan læse Jesu kærlige, forberedende ord…

Den gang kom han på et æsel. Jeg tænker, at luften har vibreret af spænding og jubelråbene har fyldt den. Lovpris til ham, Jesus. De havde jo oplevet ham længe – forunderlige ord kom ud af hans mund, hans hænder rørte til helbredelse og hans øjne lyste af kærlighed – han elskede dem. Så folk tog imod ham – som Messias – den salvede, frelseren, kongen: “Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:‘Hosianna, Davids søn!Velsignet være han, som kommer,i Herrens navn!Hosianna i det højeste!’ “ (Matt…

Oppe over de høje træer hang de – musvågerne. Der var to ligesom før træerne, fem over de høje træer og efter træerne yderligere to musvåger. Ni ialt. Imponerende. Udbredte vinger så jeg tydeligt kunne se tegningerne. Smukt. Jeg har aldrig før set så mange på én gang. Jeg jubler for Gud af taknemmelighed – det, han har skabt, er så vidunderligt. Det fortæller mig om ham, Skaberen. Når jeg betragter og ser, så er det, som om jeg mærker hans glæde… både over at skabe, og over at glæde mig igennem det, han har skabt. Kærlighed. Han elsker mig! Gud åbenbarede sig for Job – her står ikke noget…

Jeg var midt i 20’erne – og på vej til Afrika. Det var spændende – så store oplevelser ventede, eventyret, arbejdsopgaver forbundet med stort behov, en anden verdensdel, sommer altid. Men jeg havde også kriller i maven – familien var langt væk, malaria og giftslanger, en ukendt verden ventede. Midt i forberedelserne fik jeg i en andagt særligt øje på dette vers – Guds ord til mig: “Herren selv går foran dig, han vil være med dig, han vil ikke lade dig i stikken og svigte dig; vær ikke bange og lad dig ikke skræmme!” (5 Mos 31,8). Ikke blot med mig… men foran mig… Sådan er Gud! Han går…

Man vidste måske godt at forandringen ville komme. Ja, lige så sikkert som urets slag ud i stuen bevægede man sig hen imod den. Nogle af livets forandringer har tilmed en dato fra start: Fx at man bliver færdig med sin uddannelse. Andre forandringer ses så tydeligt – fx aldring – men man kender ikke datoen for død… Der er forandringer, vi glæder os til… Der er dem, vi frygter… Og der er dem, som vi glæder os til – samtidig med at usikkerheden griber os… … der er pludselig så mange valg… og det kan være så svært at vælge ind i en fremtid, vi ikke kender… Gud har…

Det er virkelig et bibelsk tema – med en opfordring til at vi ser på det usynlige. En interessant modsætning: At se det usynlige. Det er en gave fra Gud, at får lov at se det usynlige. “For vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt” (2 Kor 4,18). Alt det synlige kommer til at forgå en dag: “Himmel og jord skal forgå,” siger Jesus og fortsætter med det usynlige: “men mine ord skal aldrig forgå” (Matt 24,35). Det er også derfor, han siger: “Saml jeg ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve…