Jeg kommer ned i stuen, knæler ned og beder: Giv mig dig selv, Jesus. Åbenbar dig for mig. Jeg ønsker bare dig! “Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre”, “og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham”, “for at jeg kan kende ham og hans opstandelseskraft” (Fil 3,8.10). Stort. Men – hvad er det, du skriver, Paulus? … Ja, for Paulus skriver også, at “på grund af ham har jeg tabt det alt sammen” og han omtaler “lidelsesfællesskabet med ham” – det lyder ikke rart! Der, i min stue…

Som jeg gik der i køkkenet og vaskede op, blev det pludselig så stærkt for mig: Livet her handler ikke først og fremmest om min lykke, men om ham. Lige ind i mine bønner for mit liv… Det har ofte ligget lige for, at bede om at dette eller hint måtte falde på plads – i sammenhæng med at så blev mit liv nemmere og gladere, jeg kunne bedre overskue… Men i dette øjeblik i køkkenet blev jeg optaget af det, som er større… Gud, hjælp mig til at være i dette på din måde og så det ærer dig! Stort! For drømmen om min lykke kan være bedragerisk –…

“To sider af samme sag” – det udtrykker noget enkelt: Det hænger sammen og kan ikke adskilles. Sådan forholder det sig med disse to ting – selvom ordene i sig selv synes modsatte: Hvad skal jeg gøre for at blive frelst? Ingenting, det er Guds gave til dig. Hvad skal jeg gøre for at blive frelst? Alt, for Gud må være dit center. Og som jeg sagde først: Det er enkelt – for det er to sider af samme sag. For “dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus” (Joh 17,3). Og man kender kun en anden, når…

Jeg lå i min seng. Det var tidlig morgen. Jeg tænkte over nogle svære følelser, som havde stresset mig. Ja, vel i virkeligheden bare mit reaktionsmønster igennem alle år. Det er svært for mig at være i vanskelige følelser. Stressende. … Ja, jeg er bare menneske… vi er i samme båd… Er det ikke netop det, som kendetegner svære følelser: De er stressende at være i! Og fra tid til anden gør vi alt muligt for at håndtere dem. Selv. Mere eller mindre hensigtsmæssige ting… Ja, ikke fordi vi ikke vil have Gud med. Så gerne. Vi beder også bønner. Får også hjælp. Men kæmper stadig. Har brug for endnu…

Pyha, der er så meget frygteligt i denne verden – som er ret så alvorligt… Fx at vi møder så meget falskt… E-mails og SMS’er som er noget andet, end det gi’r sig ud for at være. Vi modtager noget, der foregiver at ville hjælpe os – men i virkeligheden vil nogen sjæle noget fra os. Vores penge… eller måske tilmed ‘vores identitet’ – altså brug af vores CPR-nummer… Pyha, uhyggeligt… Jeg stoppede op: Men ingen kan stjæle min identitet i Gud! Ingen kan stjæle min himmelske fremtid fra mig! Åh, så godt! Det føles trygt, at det allervigtigste og største – det kan ingen tage fra mig! “Saml jer…

Det lyder kryptisk… det indeholder noget stort… For os alle er der stedet, hvor vi kun kan gå alene… Stedet, hvor vi står med beslutningerne, som vi ikke kan vige udenom, og ingen andre kan tage for os… Stedet, hvor vores følelser mærker… og ingen andre kan mærke det… Stedet, hvor vi møder de største spørgsmål i livet. Gud? Evighed? Død? Fra tid til anden kan der været noget så voldsomt det sted, at vi viger udenom… ikke magter, vover, tør… Ja, selv det at være alene, uden at møde det store, kan til tider være svært… Jeg ved, at Gud er det sted. Måske kalder han os tilmed derhen?…

Sammen med Gud får du så meget! Jesus sagde: “Sandelig siger jer jer: Der er ingen, der har forladt hjem eller hustru eller brødre eller forældre eller børn for Guds riges skyld, som ikke får det mangedobbelt igen i denne verden og evigt liv i den kommende verden” (Luk 18,29-30). Måske har du også forladt noget, da du valgte Gud… Eller måske står du i svære omstændigheder, som du nu vælger at være i sammen med Jesus… Sammen med Gud: Mangedobbelt igen i denne verden… Det er nu! Det er nu, at han gør og vil gøre forskel i dit liv på en måde, hvor du ikke er i tvivl:…

Og så står du der. Dead end. Det er, som om du er spærret inde. At gå tilbage – det er en simpel umulighed. Du kan hverken gå til den ene eller anden side. Du ser ingen muligheder fremad. Og at hoppe over det hele – eller at sove sig fra det… ønsketænkning… Hvad så? Panik? Søvnløse nætter? Selvransagelse i det uendelige, hvad nu hvis… kunne jeg ha’ gjort noget anderledes? Bebrejdelser af alle de andre, som har skyld i, at det er sådan? Håbløshed og opgivelse…? At sige tak til Gud? … !!! ??? En gang var det sådan for israelitterne… de var lige kommet ud af Egypten… men…

OK, de ti plager og udgangen af Egypten. Forunderligt! Guds ledelse er fantastisk. Han er så overlegen – og efterhånden får israelitterne også tillid til ham – i al fald, så de går med ud af Egypten. Men så kommer spørgsmålene: Gud, hvorfor ledte du dem til Det Røde Hav – med havet foran dem, bjerge til siderne og egypterne bag. En totalt fysisk fælde. (2 Mos 14)? Og hvorfor lod du dem gå “tre dagsrejser i ørkenen uden at finde vand” (2 Mos 15,22)? Og hvorfor ledte du dem så til vandet ved Mara, som var bittert (vers 22)? Og hvorfor stod de igen i Refidim, og havde ikke…