Ja, tænk en gang: Selvom han er alle tiders fredsfyrste (Es 9,5) – så bringer hans tilstedeværelse også splid (Matt 10,34-35). Ham, som selv havde givet loven, og som fortalte at den aldrig ville forgå, ja han opfyldte selve loven (Matt 5,17-18) – han blev døbt som forbryder og hængt på et kors (Joh 18,30). Ham, som sætter mennesker fri for Djævelens magt (Joh 18,36) – blev anklaget for at være i ledtog med Djævelen (Matt 9,34). Ja, tænk det fra Guds side, hvordan det var at være Jesus i det, hvordan det har været at være englene i universet, som var vidner til alt det, der skete i denne…

Ja, jeg har et lille hæfte, hvor jeg skriver bønnesvar og også nogle gange spørgsmål til Gud. Jeg har tænkt, at en del er det, er det, som står i dette vers: “Husk de undere, han gjorde” (105,5). Så, at når jeg læser og mindes, så fyldes jeg igen af glæde over det, han har gjort for mig. Og at jeg opmuntres i det, jeg står i lige nu med visheden og påmindelsen om, at det, Gud gjorde en gang, kan han gøre igen. Og ja, sådan er det. Og det er virkelig til stor glæde og opmuntring. Men så er det også endnu større end det. Jeg kiggede lige…

Jeg fik en sms med ordene: Gud hører bøn!!! Ja, vi havde stået i noget svært. Vi havde bedt. Vi havde bedt om Helligåndens ledelse. Og Gud havde handlet. Tingene var blevet løst – enkelt – og alt var faldet på plads. Nogle gange ser vores liv ud, som Zerubbabels – der er uoverskuelige bjerge foran os. Og vi kan på ingen måde gennemskue, hvordan det nogensinde skal blive godt… “Dette er Herrens ord til Zerubbabel:Ikke ved magt, og ikke ved styrke,men ved min ånd,siger Hærskarers Herre!Hvad er vel du, store bjerg?Du skal blive til en slette foran Zerubbabel.”(Zak 4,6-7) Forunderligt! Det, der lignede et bjerg i mit liv –…

Jeg hørte hendes ord, hendes bøn for mig: … og jeg beder om, at du vil give Line nye svingfjer som ørnen, hendes ungdoms kraft… Jeg har ofte hørt hende bede disse ord for mig – for vi beder ofte sammen. Og hver gang gør det mit hjerte godt. Det er ord, som rammer mit behov for ham, som er meget større end mig! “Men de, der håber på Herren,får nye kræfter,de får vinger som ørne.De løber uden at blive trætte,de vandrer uden at udmattes.”(Es 40,31) Ja, Gud, du ved… det er sådan, det er… Jeg er træt… orker ikke flere skridt i dette… GUD! Jeg orker ikke! GUD! Og…

Morgen og aften ofrede de dyr, der pegede hen mod Guds lam – men da Guds lam kom, genkendte de ham ikke. “Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham” (Joh 1,11). Det var meningen, at de skulle ha’ taget imod Gud! Selvfølgelig – det var jo deres egen. Og Gud havde givet dem så meget af sig selv… “lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke” (vers 5). De kunne ha’ taget imod ham… men de gjorde det ikke… Hvorfor var de så i mørke? Jesus satte fingeren på det… “I har sat Guds ord ud af kraft af hensyn til jeres overlevering” (Matt…

Engang var han Lucifer, den “strålende morgenstjerne” (Es 14,12). Men han ville være mere end Gud, ja han bekrigede Gud, og det førte til afstand fra Gud. (Es 14,12-15; Åb 12,7-9). Men ikke nok med, at han selv tog afstand fra Gud – han ville have andre med sig, engle og mennesker – han “forfører hele verden” (Åb 12,9). Han forsøger at fortælle os, at Gud ikke er kærlig… ikke findes… Han forsøger at skille os fra Gud for evigt. Men der, hvor djævelen planlagde større afstand – tilbyder Gud os større nærhed. For evigt. Ja, det er en ubegribelig nåde og uendelig stor kærlighed som folder sig ud. Det,…

Som vi så på i går, så slap Elias’ tålmodighed op… han ventede ikke på Gud længere… han løb – i frygt… uden at spørge, hvad Gud ville gøre ved situationen… Og… kan vi ikke godt genkende os selv der? At vi handler – uden at bede først… At vi går – uden at spørge Gud, om det er hans vej… At vi kun hører de ydre ‘trusler’ og vores indre panik – og ikke Guds stemme… Men selvom Elias ikke lyttede – så gik Gud ikke væk. Og selvom Elias gik en anden vej – så gik Gud med ham. Åh, hvilken forunderlig nåde, hvilken skøn kærlighed! Gud sendte…

Jeg ser så meget gudhengivenhed og tålmodighed hos profeten Elias. Også han måtte igennem tre års tørke! Tænk på det… hvis dit liv er i tørke… i tre år – det er lang tid! Og er det mere end tre år… ja, så er det altså endnu længere tid… Men vi ser, at Gud tog sig af Elias i de år. Han var hos en enke – en anden trængende person – og fordi hun var klar til at sætte Gud først, så skete det forunderlige mirakel: “Krukken blev ikke tom for mel, og kanden kom ikke til at mangle olie” (1 Kong 17,16). Og se Elias på Karmels bjerg.…

Det ses i krisen. Hvis vi har gået med Gud igennem livet, og i vores inderste lært at læne os op ad ham uanset hvad – så vil krisen vise, at vi kan blive brudt – uden at tilliden til Gud brydes. Vi ser det fx hos Shadrak, Meshak og Abed-Nego, da de stod overfor en gloende ildovn, der kunne være den sikre død. Men de sagde: “Kommer det dertil, så kan vores Gud, som vi dyrker, redde os. Han kan redde os ud af ovnen med flammende ild og ud af din magt, konge. Og selv om han ikke gør det, skal du vide, konge, at vi ikke vil…

Jeg var glad. Jeg var på vej ned af bjerget og udsigten var fantastisk. En fryd for øje og sind. Og min krop nød at være ligesom ét med det store. Mine tanker var rettet op mod Gud. Og da begyndte jeg at synge… “O, store Gud, når jeg dit værk beskuer…… da bryder lovsang fra mit hjerte ud:O, store Gud, o, store Gud!” Jeg var ikke i tvivl om, at jeg elsker ham! Jeg elsker, at have ham i mit liv! Jeg er dybt taknemmelig over, at jeg får lov til at opleve så meget skønt sammen med ham. “Stor er din trofasthed,” sang jeg videre… og “Kun en…