Kan du have to melodier i hovedet på en gang? Jeg kan ikke. Så – hvis jeg har en sang i mit hoved, jeg gerne vil ‘af med’, så virker det rent faktisk at synge en anden sang. Det princip kan vi tage med ind i livet. Det er Gud, der har skabt os sådan – og det virker også på andre ting. I sin enkleste form handler det med at være kristen om at fokusere på Jesus – og det er bare at synge om ham. Og læse om ham, bede til ham, tage ham med i alt. “Vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender… Hold jer…

Næh, Guds rustning er ikke et ’tilfældigt udtryk’ – næh, det er uddybet, hvad denne rustning består af. Så altså – nu kommer ‘svaret’ på, hvordan vi bliver stående – fremfor at vælte, når djævelen angriber os. “Så stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden” (Ef 6,14).Tak, kære Gud. Djævelen forsøger at få mig til at vælte, ved at overmande mig med følelsen af at jeg ikke magter eller ikke er god nok. Sandheden er, at jeg er højt elsket og meget betydningsfuld for dig! Sandheden er, at sammen med dig, kan ingen eller intet vælte mig. “Ifør jer retfærdighed som brynje” (vers 14)Wau, det er din retfærdighed,…

Helt ærlig – jeg elsker det! Når jeg mærker, at følelsen af min skrøbelighed forsøger at overtage kommandocentralen – altså min hjerne – med en vis modløshed, træthed eller lignende, så er det skønt at læse om Guds fulde rustning i Efeserbrevet 6,10-20. “I øvrigt, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke.” Det er vildt – jeg får ikke blot styrke fra ham – nej det er hans styrke der favner mig! Det er virkelig ikke mig, der skal være stærk – men ham! Åh, kan du ikke mærke, hvordan vi kan slappe af i det… Det handler om, at “holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os…

Hun græd. Hun savnede Jesus. Men Jesus var lige der. Men hun så ham ikke gennem tårerne. Sker det for os? Sker det nogle gange, at vi græder – og så ser vi ikke, at han er lige ved siden af os… For det er jo sådan, det er… Han går aldrig væk! Han er her, nu, for dig! “Maria stod udenfor ved graven og græd” (Joh 20,11) – Jesus var jo død. Der var god grund til at græde. Hun er optaget af, at han ikke er her – for “som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide…

Nogle beretninger i Bibelen er bare så triste. Dette er en af dem. Det var opstandelsesmorgen. Tidligt. Der var vagter ved graven – for ingen skulle bedrage verden ved at stjæle den døde Jesus. I stedet var et andet bedrag på vej… Vagterne sov ikke på deres post. Naturligvis ikke. De var jo ansat til at holde vagt – desuden var der dødstraf for at sove på posten. Så de oplevede det: “se, der kom et kraftig jordskælv,” og de så det: “Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som…

Pilatus er en uendelig trist skæbne. Åh, mit hjerte rækker ud til ham – om han dog ville have taget imod Jesus! Pilatus gennemskuer let, at jøderne har et plot i gang imod en uskyldig. “Han var nemlig klar over, at det var af misundelse, ypperstepræsterne havde udleveret ham” (Mark 15,10). Hans troende kone sendte besked til Pilatus om, at han ikke skulle røre Jesus: “Mens han sad i dommersædet, havde hans hustru sendt bud til ham og ladet sige: ‘Hold dig fra denne retfærdige mand. For jeg har i nat haft mange onde drømme på grund af ham’ “ (Matt 27,19). Da han forhørte Jesus, rakte Jesus ud til…

Tænk lige et udgangspunkt – alle mulige forskellige mennesker mødes uge efter uge i en kirke – men deres hverdage er vidt forskellige. Uddannelser og jobs der slet ikke ligner hinanden, forskellige familiesituationer, forskellige evner og interesser. Men de kommer i kirken for en stor fælles interesse: Jesus. Nå. Hvordan går det så? Med alle de forskellige hverdags-kontekster – så kunne det jo godt tænkes, at kirkegængerne har ret forskellige perspektiver – måske endda på det meste…? Jeps, det kan tænkes. Jeg har da også hørt historier om samarbejdsudfordringer i menigheder, lige til uvenskaber, folk der flyttede til andre menigheder, sladder og interne konflikter, nogle ringeagter nogle, andre kan ikke…

Hendes sorg var enorm. Kærligheden dem imellem havde været så stor, så stærk, så fyldig – ja, hele hendes liv svingede i deres kærlighed. Og nu var det slut. Han var – hårdt og uigenkaldeligt som det er – død. Det var, som om hele verden var revnet. Den vaklede. Intet var det samme. Hvem var hun egentlig selv? Vejret blev da trukket – men kunne hun leve? Kan man leve med så meget sorg, med så mange tårer? Jeg var der. Med hende. Med tårerne. Og med Kleenex. En anden veninde og jeg havde en dag talt om sorg – og at man ikke altid skal trøste – men…

“Giv dine bygbrød til Jesus,” havde hun skrevet i sit kladdehæfte, og hun fortsatte: “ideen om at vi stiller os til rådighed for Jesus med de talenter og ressourcer, vi har, selvom de slet ikke rækker til opgaven, ligesom drengens bygbrød og fisk ikke kunne række til alle, der skulle have mad.” Og ja, hvordan gik det. Det havde hun også skrevet: “Jesus vil forøge og mangedoble de gaver, vi giver ham. Han velsigner den smule, vi kan give – tid, talenter og andre ressourcer.” Vi finder beretningen i Joh 6,1-13. Og så forunderligt står der: “Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på…