Vi er skabt til at være elsket og indgå i kærlige relationer med andre. “Det er ikke godt, at mennesket er alene” (1 Mos 2,18), sagde Gud. Adam og Eva. Skabt for hinanden. Skabt til at elske. Til at kende. Jeg kan godt lide bibeloversættelsen af 1931, hvor der står: “Adam kendte sin hustru Eva, og hun blev frugtsommelig og fødte Kain” (1 Mos 4,1). Han kendte hende. Det var det mest intime, nære, kærlige øjeblik, som vi kan forestille os. Intet imellem dem. Tænk, hvor skønt at være kendt på den måde. Kendt og elsket. Til det at være elsket knytter sig også trygheden til at møde alt andet.…

Bærer du på mørke hemmeligheder? Hemmeligheder som ingen kender? Måske er der en uro forbundet med hemmelighederne – at hvis andre kendte de hemmeligheder, så ville de tænke noget andet om dig, end de gør nu? Måske er du bange for, at andre ikke ville elske dig, hvis de vidste det? At kende – og at elske. Hvor godt kan vi kende – og stadig elske? Det forunderlige er, at Gud kender til alt i vores liv – og elsker os. Han tager os også ind som sine ambassadører – uanset at han på forhånd kender til vores fejltrin i fremtiden. Kærlighed. Gud elsker dig så højt! Ja, han ønsker,…

Nathanael var i tvivl. Kunne manden – fra det tvivlsomme Nazaret – virkelig være Messias? Øjensynlig havde han et særligt sted, hvor han søgte Gud. Under et figentræ. Stedet, hvor han vendte det, der lå ham på hjerte med Gud i himlen. Filip valgte at tage Nathanael med til Jesus – så kunne han selv se. Og da “Jesus så Nathanael komme hen imod sig,” sagde han om Nathanael: “Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.” Nathanael bliver naturligvis forbløffet og spørger tilbage: “Hvor kender du mig fra?” Og Jesus svarer ham: “Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet” (Joh 1,47-48).…

Ok, nu sidder du her med dit virkelige liv og tænker over, hvor meget Gud egentlig kan hjælpe dig, vil hjælpe dig, interesserer sig for dig, konkret vil lede dig. Eller du tænker over ting, du – evt. sammen med andre troende – har involveret dig i for at tjene Gud, og du funderer over Guds ledelse og velsignelse i det. Ja, måske tænker du over, om Helligåndens fylde virkelig har fyldt i alt det i dit liv… Her kommer lige en kunstpause – nu skriver jeg lige fra en anden vinkel. Det absurde spørgsmål om far – “Hvilken far iblandt jer vil give sin søn en slange, når han…

Jeps – det er Gud tilgang overfor dig! “I har fået den ånd, som giver børnekår” (Rom 8,15). “Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! Så er du da ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving” (Gal 4,6-7). “Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det!” (1 Joh 3,1). “Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn” (Joh 1,12). Sådan! Guds barn! Gud elsker dig inderligt, mere end nogen jordisk far nogensinde har…

Besynderligt spørgsmål – for hvem ønsker sig at komme i fængsel? Hvad nu hvis der skete noget, så du kunne risikere at komme – uretmæssigt – i fængsel. Hvad ville du så gøre? Ville du bede (og trygle) Gud om at forhindre, at du kom i fængsel? Hvad nu hvis du kom i fængsel alligevel – ville det påvirke din tro, dit gudsforhold? Ville du tvivle på, om han havde styr på det? Hvis du kom i fængsel, hvad skulle der så til, for at du ville opleve, at Gud alligevel var med dig? Hmm. Tænk hvis Josef bad om ikke at komme i fængsel. Tænk, hvis Gud havde besvaret…

Det handlede om den gang, hvor han blev omvendt. Præsten havde sagt til ham: “Vi ses i Ishøj.” Og min ven skriver: “Der hvor alle dine svigt er blevet afsløret; der hvor hverdagen er; det er der vi ses.” Ja, der møder Gud dig! Englen sagde til kvinderne ved graven: “Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Der skal I se ham, som han har sagt jer det” (Mark 16,7). Peter havde svigtet. Men Jesus ville møde ham. En dag, som var begyndt som en helt almindelig hver dag, mødte Jesus Peter på en særlig måde. Peter…

Hun var gået væk. Væk fra Gud. Væk, fordi hun følte sig uønsket. Far drak. Mor ville have en abort. Far slog mor. Mor drog til søs. Men bedstemoren troede på Gud, og hun havde sagt til sin datter: “Jeg havde en drøm fra Gud. Du vil få en datter, og jeg kan passe hende.” Og sådan blev det. Da mor rejste. Men ikke uden ar. Og arene voksede, som pigen voksede. “Er det bare en fejl, at jeg er?” havde hun ofte spurgt sig selv. I dag er det anderledes – tak til Gud! Og hun delte historien med mig, da hun læste andagten: Det er ikke en fejl,…