Prisen kan til tider synes høj for at lære Guds enorme kærlighed at kende. „Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om‟ (1 Mos 22,2). Av. AV! Ja, vi har slet ikke ord for, hvor smertefuld den vandring må have været. Vi får et lille glimt af, hvad der holdt Abrahams tro oppe: „for han regnede med, at Gud havde magt endog til at oprejse fra de døde‟ (Hebr 11,19). Isak var jo løftets søn. Abraham gik – i tillid til Gud. Men hvad lærte han (og vi) så? Om…

Jeg sad der i hendes hyggelige stue. Vi havde aftalt, at vi ville nyde en kop te og en god snak, inden jeg skulle til gymnastik. Men jeg var dårligt landet i sofaen, førend der tikkede en sms ind på min telefon, at holdet var aflyst. Øv. Jeg havde glædet mig. Men – pyt – jeg reorienterede – og i stedet glædede jeg mig over, at vi ikke længere havde den bagkant. Og – det blev virkelig en velsignelse med mere tid. Du kender det sikkert, at netop når man har lidt mere tid, så kommer man lidt dybere. Og det gjorde vi. Vi delte tanker om det daglige andagtsliv…

Jeg elsker, hvordan Gud ofte bekræfter den samme tanke flere gange. Her en historie. En veninde og jeg delte historier om, hvordan Gud i små ting havde ledt, så ting i vores liv var ‚faldet på plads‛ – og at det var en stor ting. Og min veninde siger: Jeg tror, at Gud bliver stolt, når vi ser det, han gør i vores liv – ligesom forældre bliver stolte over deres børn. Da jeg igen var hjemme hos mig selv og satte mig for at læse Ordsprogenes Bog kapitel 21, stoppede mine tanker med et smil ved disse vers: „Min søn, hvis dit hjerte har visdom,glæder også mit hjerte sig,mit…

Det var morgen den 21. januar. Efter en lidt rodet nat. Jeg havde glædet mig til denne dag. En spændende arbejdsdag med ting, som jeg havde været med til at planlægge længe. Også med nye ting som jeg ikke havde prøvet før. Alt var forberedt. Jeg var rolig, da jeg gik i seng. Men alligevel kom jeg til at ‚arbejde‛ lidt med tingene om natten. Så den morgen måtte jeg sige til Gud, at jeg var træt. Og jeg bad ham om noget til lige præcis denne dag i min morgenandagt. Jeg læste Malte og Maria, den 21. januar: „Hvornår mærker du tørst efter Jesus, mormor?‟ spørger Malte. „På samme…

Men det er ikke sikkert, at mennesker ved det: „Selv under latter kan et hjerte lide‟ (Ord 14,13).„Et hjerte kender sin egen bitterhed‟ (vers 10). Og måske interesserer mennesker sig ikke. Måske er det ene menneske en del af årsagen til det andet menneskes smerte. Men Gud ser. Gud ved. Gud interesserer sig. Gud elsker dig. Og „han læger dem, hvis hjerte er knust, og forbinder deres sår‟ (Sl 147,3). Han er der for dig! Nu. I dag. Læg dit hjerte i hans hænder. Der er det trygt – for han vil dig kun godt. Og han vil give dig liv og glæde i hjertet. … Også uanset dine omstændigheder…

Når jeg ser på min syndighed – så føler jeg mig totalt uværdig til at blive brugt af Gud. Men når jeg ser på Jesus, så ved jeg, at han elsker mig og vil bruge mig – lige nu. For det handler om ham – ikke om mig. Måske var du med i går, da jeg skrev om selverkendelse og tilgivelse. Samme morgen tilføjede jeg i min bøn, at når jeg nu ville læse Guds ord, om han så ville give mig det, jeg trængte til – tilgivelse, omfavnelse, løfte om forvandling, hans ledelse i mit liv, ikke lade mig blive et offer for Djævelens pegen fingre, men være omsluttet…

Det er et svært stykke at begynde på – jeg vil jo gerne, at du skal tænke, at jeg er så god – men det er jeg ikke. Indenunder. Det kan godt være, at jeg ser sådan ud på overfladen – og når jeg så – ved Guds nåde – ser hvor meget jeg er optaget af mig, derinde – så erkender jeg, at det ikke er godt. Derinde i hjertet. Jeg går til Jesus. I tankerne lægger jeg mine hænder der på Lammets hoved. Det er stedet for tilgivelse. Jeg siger det, som det er – med lidt fortvivlelse… for jeg vil så gerne, at det er anderledes. Men…

Disse ord gik bare rent ind hos mig den morgen: „Jesus sagde til hende: ‚Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?‛ „ (Joh 11,40). Verset var det indledende bibelvers i et kapitel, som handlede om Lazarus‛ død, og at Jesus opvakte ham, og jeg begyndte at strege og sætte cirkler rundt om enkelte ord. Vi tager noget af verset igen: „Har jeg ikke sagt dig,at hvis du tror,skal du se Guds herlighed.‟ Og nu er det markeret sådan i min bibel: cirkler rundt om jeg-du-du, og blå streg under udsagnsordene sagt-tror-se. Wau! Når ‚jeg-Jesus‛ har sagt noget – så får det betydning for…

Jesus elsker dig. Jeg overvejede lige, om der slet ikke skulle stå andet. Jesus elsker dig. Stop op ved hans kærlighed. Tænk over, hvad det betyder for dig, at Jesus elsker dig. Spørg ham om at vise dig i dit liv, hvad det betyder, at han elsker dig. Det gjorde jeg en gang. Jeg bad ham om at vise mig det i praksis, i min daglige virkelighed – ikke bare som ord på en side, en intellektuel ting i mit hoved – men sådan – rigtig elsket. (Det blev til bogen Elsket af Ham). Ja, Elsket af Ham har en side til hver dag – og sådan er det –…

Hvilken kontrast: Jesus sagde: „Min ære vil jeg ikke have fra mennesker,‟ og til jøderne: „I vil have jeres ære fra hinanden og søger ikke æren hos den eneste Gud‟ (Joh 5,41.44). Ære fra mennesker? Ære fra Gud? Det ligger lige for at ville ‚være noget‛ i forhold til andre mennesker. Mon ikke det nærmest er det ‚naturlige‛ i denne verden. Ånden fra ham, der sagde: „Jeg vil stige op til himlen, højt over Guds stjerner rejser jeg min trone‟ (Es 14,13). Modsat ham, om hvem der står: „Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på…