Vi har så tit hørt det: Du har ikke andet end nu’et. I går er gået. I morgen er her ikke, og der er ingen garanti… Nu. Du har lige nu. Og så siger David:“Jeg blev glad, da de sagde til mig:Lad os drage til Herrens hus!Nu står vore fødderi dine porte, Jerusalem.”(Sl 122,1-2) Nu? Nu! Er det virkelig nu, at du har dine fødder i døråbningen til alt hans? Er evigheden så sikker, som hvis du kunne se dine egne fødder placeret i døråbningen til evigheden? Ja, hvis du har dit sind vendt mod Herren. Hvis dit ønske er at komme tættere på ham. Hvis du fyldes af glæde…

Svimlende. At tænke sig, at vi kan kende universets Skaber. For Filip var det også svært. Han havde lige hørt Jesus sige: “Kender I mig, vil I også kende min fader” (Joh 14,7). Men Filip var totalt NEJ indeni. Han siger til Jesus: “Herre, vis os Faderen, og det er nok for os” (vers 8). Og der kan vi stå ind imellem. Gud? Gud? Jeg kender dig jo slet ikke! Hvordan gør jeg? Hvordan kan jeg – som menneske – kende universets Skaber, Gud over alt? Nej… for mig virker det ikke… Jesus siger det så enkelt: “Den, der har set mig, har set Faderen” (vers 9). Gud – tæt…

Overraskende. Endnu engang gør Gud noget, du ikke ville forvente. Der er tørke. Gud har selv sendt den, fordi hans folk har forladt ham. Gud har sendt Elias for at fortælle kong Akab om tørken, som altså ikke bare er tilfældig men Guds redskab til omvendelse. Og så sørger Gud for Elias. Det forventer vi. Men måden overrasker. “Så kom Herrens ord til ham: ‘Gå bort herfra, begiv dig mod øst, og skjul dig ved bækken Kerit øst for Jordan. Du kan drikke af bækken, og jeg har befalet ravnene at sørge for dig” (1 Kong 17,3). Smukt. Smukt at se for sig, hvordan “ravnene bragte ham brød og kød…

Jesus døde for at give liv. Det var påsken. Ånden kom i fuldt mål for at gøre Jesus levende for og i os. Det manifesterede sig i pinsen. Påsken var dødens dåb – den gik Jesus igennem; alene. Pinsen var Åndens dåb – den fik de troende; sammen. På korset blev Jesus’ legeme brudt. Ved pinsen blev Jesus’ legeme, menigheden født. De to begivenheder hænger sammen. Og det gør de også i den troendes liv. For vi må dø – for at få fuldt liv. “Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død” (Rom 6,4). “Og når hans ånd,…

De var dybt nedtrykte. Hele deres verden var brast sammen. Alt var ved at falde fra hinanden. Jesus var død på et kors. Og det var ikke det, de havde set komme. Det var, som om det hele var slut nu. De to disciple var på vej fra Jerusalem til Emmaus, en tur på 11 km. På turen “kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham” (Luk 24,15-16). Jesus spørger til deres samtale. Og de spørger tilbage, om han da er den eneste, der ikke aner, hvad der er sket? Åh… Jesus kunne have sagt: Det er mig! Jeg døde,…

Vi ser Guds Søn kæmpe. Ham, der altid har været rolig og fattet, er forpint og fortvivlet. “Da kom Jesus med dem til et sted, der hedder Getsemane.” “Og han blev grebet af sorg og angst. Da sagde han til dem: ‘Min sjæl er fortvivlet til døden’ “ (Matt 26,36.37-38). “I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden” (Luk 22,44). Han bad således: “Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil” (Matt 26,39). Og han blev bønhørt. Selvom bægeret ikke blev taget fra ham, så blev…

Ja, hver dag har sin skønhed, for: “Denne dag er skabt af Gud,lad os synge og glæde os over den.”(Sl 118,24) Når jeg beder min morgenbøn, er jeg nogle gange mest optaget af, at dagen handler om at modtage, hvad han har til mig i dag. Ja, det er selvfølgelig ikke det eneste, men nok det vigtigste. Det næste er at bruge det, som jeg har modtaget. Og i virkeligheden eksisterer muligheden: At modtage uden at bruge nok slet ikke, når jeg er sammen med Gud. Jeg synes, det er en dejlig måde at møde dagen på. Det er en hvile for sindet at gå i gang med det, som…