Gud arbejdede i Moses i alle de år, han var i ørkenen. Det var ikke spildtid. Det var et forunderligt arbejdsrum, som Moses og Gud var i sammen. I ørkenen havde Moses tid til at lære Gud at kende. I ensomheden og stilheden blev Guds stemme tydeligere for ham. Dag for dag kunne han hele fra sine sår. Gud var hans ven og hans lærer. Fyrre år var Moses i ørkenen. Den tid var lige så vigtig i Moses’ liv som de fyrre år i Egypten eller de efterfølgende fyrre år som leder for folket i udgangen og i ørkenvandringen. … men vi oplever det ikke altid sådan… Vi oplever…

Tænk på dine vildeste drømme. Og tænk så på, hvis Gud opfylder det gennem nogen, som er dig imod. Det er vildt! Jokebed, Moses’ mor, drømte som alle andre kvinder om, at hun kunne se sit eget barn vokse op og være den, der opdragede ham. Det er jo egentlig ikke en særlig vild drøm… Men desværre var hun i en barbarisk nation som slave – og disse egyptere dræbte nu alle de israelitiske drengebørn, fordi de var bange for, at israelitterne blev for mange og for stærke. Det vilde i Jokebeds liv var herefter, at Faraos datter, prinsessen, besluttede sig for at adoptere hendes lille dreng – efter at…

OK, lad os tænke os, at du er i en umulig situation set fra dit perspektiv. Du har ingen handlemuligheder. Alle handlemuligheder ligger hos andre. Og de andre vil ikke dig noget godt. Hvad så? Bibelen fortæller os en historie, hvor Gud – igen – overrasker med sin måde at løse tingene på. Noget, du slet ikke ville have ventet. Det er historien og Moses – som blev født for at dø. Dødsdømt fra start – og hans forældre var totalt magtesløse. Dog lykkedes det dem i første omgang at undgå, at fjenderne kastede deres lille baby i vandet… men i stedet lagde de nu selv deres lille baby i…

Hvis du ikke er skyldig, kan du heller ikke blive tilgivet og få fred. Nogle gange kan det næsten synes farligt at erkende sin skyld. Det kan være i de små ting – noget der blev glemt, eller noget der gik i stykker. Og endnu farligere kan det synes i de større ting – fx, om det er min skyld, at min barn slider med så mange ting… Er det virkelig min skyld? Det kan jeg ikke bære? Nej, for skyld er ikke til at bære. Hør bare David, som taler med udgangspunkt i det forkerte, han har gjort: “Jeg er knuget og dybt nedbøjet, hele dagen går jeg sørgende omkring.…

Det stormede. Det føles så vildt og ukontrolleret. Farligt. Uendeligt imens det står på. Mørkt. Knuden i maven er stram. Tørhed i struben. En uendelig træthed. Tårer der presser sig på uden at ville græde. Og så står der: “Du stormvejr, der udfører hans befaling!” (Sl 148,8). Gud, vil du noget med det her? Har du gang i noget som fører til det bedre? Har du en vej, som jeg ikke ser? Ja, det har Gud! “Lovpris Herren på jorden, alle I havdyr og store dyb, ild og hagl, sne og røg, du stormvejr, der udfører hans befaling.” (vers 7-8) Lovpris Gud, også når det ser allermest mørkt ud! Gud…

En bøn af David. Salme 86.  Den udtrykker også mit hjertes suk, når jeg er hjælpeløs. Jeg beder den sammen med ham. “Vend dit øre mod mig, Herre, og svar mig, for jeg er hjælpeløs og fattig” (vers 1) Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre – og føler ikke, jeg har, hvad der skal til for at komme igennem. Total fattig! Selv i min bøn. Du må svare mig. “Jeg stoler på dig” (vers 2) Du har hjulpet mig før, Far. Du har hjulpet mig, når det så mørkt og umuligt ud. Jeg stoler på dig – du er min eneste redning. “Vær mig nådig, Herre, for jeg råber…

“Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift” (Matt 6,33). Men hvad nu hvis det betyder forandringer? Jeg følte mig bare så taknemmelig. Taknemmelig for mit liv. Taknemmelig for mit hjem og min familie. Taknemmelig for min mand og ferien som stod lige for døren. Taknemmelig for mine gode veninder. Taknemmelig for mit job og mange gode kolleger. Taknemmelig for min menighed. Taknemmelig for skønne naboer. Taknemmelig for venner. Taknemmelig for spændende og dejlige mennesker som jeg møder af og til her og der. Et af de der øjeblikke, hvor jeg ikke ønskede mig mere. En andagtsstund hvor jeg takkede Gud…

Ja. Altid tilbage til dette enkle: Jesus, jeg giver dig min tillid! Det er det, som det hele handler om. Og som vi igen og igen kæmper med. For… jeg vil så gerne have styr på det selv… Men når så usikkerheden griber mig – så er der virkelig kun et sted at gå hen. Til ham! Og give ham min tillid igen! Jeg ved ikke, om du er hoppet på den med nytårsfortsætterne? Eller bare de almindelige fortsætter, at nu vil du ændre på dit eller dat. Ikke gøre mere. Gøre noget andet. Jeg spørger bare – er du tillid værdig? Indrømmet… den, jeg er blevet svigtet flest gange…