Det er så smukt! Så stærkt! – Jesus bliver løftet til himlen, imens han velsigner disciplene! “Han… løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen” (Luk 24,50-51). Sådan så de ham sidst… sådan tog Jesus tilbage til himlen. Et billede på nethinden som ikke forsvinder igen: Jesus velsigner dig! Og det stopper aldrig. Han har alle himlens og jordens ressourcer til rådighed. Han vil, at du skal huske ham som en, der velsigner. Han bliver glad, når du beder om hans velsignelse. Og han velsigner dig langt ud over det, du forstår… Du er velsignet! “Ham, som formår…

“Alle mine kilder er i dig,” står der er i salmen (Sl 87,7). Ja! Jeg elsker de ord. Hvis ikke Gud var… så ville mit liv virkelig være tørt! Hvis ikke Gud var – så ville glæden og styrken være væk. Hvis ikke Gud var – så ville mit liv ikke være. Ja, helt bogstaveligt – for så ville jeg ikke være skabt til et liv. Men jeg ville heller ikke være forløst til et evigt liv. Og ingen Gud ville opretholde mit liv hver eneste dag. Og der ville slet ikke være noget liv i livet. Alle – mine kilder! Ja, al min kreativitet kommer fra ham. Enhver evne…

Der sad de. Spænding i luften. Noget var anderledes. Var det nu? Var det nu, at Jesus ville tage sin kongemagt? Var det nu, at de ville blive frie… og de, som disciple – ville være medregenter sammen med Jesus? “De kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største” (Luk 21,24). Der var noget, de slet ikke havde forstået… “Men jeg er iblandt jer som den, der tjener” (vers 27). Men, Jesus, jeg vil gerne tjene dig… Jeg vil gerne stå frem og være noget i dit rige… Jeg vil gerne anerkendes for min gudfrygtighed… Jeg til gerne roses for min måde at fortælle…

Du har rettigheder, når du kommer ind foran Guds trone! Det er stort – næsten lidt vildt… Jeg ser det igennem Lukas 18… ja, jeg synes, det er vildt fascinerende at se, hvordan det folder sig ud igennem et kapitel på den måde: Jesus fortæller dem, at “de altid skulle bede og ikke blive trætte” (vers 1) og illustrerer det med historien om en enke, som kæmper for at få sin ret overfor en uretfærdig, ugudelig dommer. Og så siger han: “Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret,…

Tro… lever og vokser, når vi gør det, der er vores opgave, og at vi takker Gud for alt det, vi ser. Lad mig uddybe – jeg læste her i Lukas 17, at “Apostlene sagde til Herren: ‘Giv os en større tro!’ Herren svarede: ‘Havde I tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer’ “ (vers 5-6). Sennespfrøet… “det er mindre end alle andre frø, men når det vokser op, er det større end alle andre planter og bliver et helt træ, så himlens fugle kommer og bygger rede i dets grene” (Matt…

Menneskers forstand brydes… Den ene mener et, den andet noget andet… Diskussionerne kan gå højt. Ordene flyver frem og tilbage i deres vigtighed. Ladet med ønsket om at overbevise. Belærende. Fra kilder af selvforstået indsigt, drevet af betydningen i at få ret. At ens egen visdom må lyse… andre må se det og beriges… Midt i det sad Job. Syg. Mærket af tab. Var han ramt af Guds forbandelse? Hans venners forstand rakte ikke længere end til det… Deres visdom pressede Job maksimalt til, at han skulle angre sine skjulte synder… Job mærkede deres menneskelige visdom. Han sagde det rent ud: “Med jer uddør visdommen”. Han hørte, at det kun…

Jeg blev så begejstret, da jeg læste disse ord: “Han flytter bjerge, før de ved af det” (Job 9,5). Metaforen – bjerge… Det er det, jeg ikke rummer. Det er det, som tårner sig op foran mig. Det er det, som mine bekymringer hænger ved. Som jeg ikke kan overskue. Som holder mig hvileløs og anspændt, giver mig knuder i maven og uro i kroppen. Længe før jeg når bjerget… Og når jeg møder bjerget, så er det bare uendeligt. Et skridt føles som om det fører ingen vegne. Der er uendelig langt igen. Får det ingen ende? Magter jeg det? Jeg tvivler på min kraft, mine evner, min vilje,…

Ja, hvem har ikke prøvet at slide med ting – som aldrig holder op… Igen og igen forsøger man… trættere og trættere bliver man… Det er intet mindre end vidunderligt at høre Jesus sige: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt 11,28). Jesus, jeg kommer! Giv mig din hvile! Jeg kan næsten være hvileløs… mit hoved kværner… byrderne i mit liv… Din hvile – åh, så skønt! Han fortsætter: “Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg…

“Den, der er tro i det små, er også tro i det store,” sagde Jesus (Luk 16,10). Jesus, om ikke andet lykkes i dag – så hjælp mig at være tro i det små.“Om ikke andet?” … som om, jeg slet ikke har greb om, hvor stort de små ting er…Åh, måske kan jeg slet ikke se de små ting for såkaldte store ting… Altid står pludselig på hovedet…Hvad er det i det hele taget at være tro?Jeg ved det vist ikke…Men du ved det? Vil du i dag lære mig, hvad små ting er?Vil du vise mig, hvordan de små ting kalder på min troskab?Åh, Jesus, jeg bliver næsten…

Ja, måske har vi faktisk behov for flere bænke? Ja, øjeblikke hvor vi bare sidder ned. Er i det vi nu er i. Mærker livet. Mærker Gud. Hverdage er så fulde af aktivitet. Dejlige aktiviteter. Ting vi har lyst til. Ting vi skal gøre. Ting som glæder andre. Ting hvor vi kan bruge vores kreativitet. Ting vi tjener penge på. Ting som giver følelsen af at have udrettet noget. Ind imellem det – hvor er det livgivende at gøre ingenting. Ikke udrette noget. Bare være. Der – på bænken. Der – i stilheden. “Stands, og forstå, at jeg er Gud” (Sl 46,11). Mød Gud på bænken. Mød Gud i stilheden.…