Ja… for: “Gud giver jo ikke Ånden efter mål” (Joh 3,34). Han er den som giver til overflod: “Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde” (Joh 1,16). Nåde… over… nåde... Det er vel en anden måde at sige mere og mere og mere – ja uendelig meget… på… Se hænderne og vandet på billedet… Det er en kilde, som ikke tørrer ud… Det er hænder, som fyldes hele tiden… af forfriskende, skønt, livgivende vand… det slukker al tørst, det fjerner snavs, det er en kilde til liv… Det får mig til at tænke på Jesu ord: “Men den, der drikker af det vand, jeg vil…

Nogen siger, at vi er så syge som vores hemmeligheder. Udenpå og indeni. Kampen for at det dog må holde sammen på ydersiden. Det falske håb om at hvis det ikke kommer ud, så påvirker det ikke. Ja, så er det (næsten) ikke… Men problemet er: Hvor går man hen med sine hemmeligheder? For hvem kender ikke fornemmelsen af at blive hånet og ringeagtet, og frygten for at miste de venner, man troede, man havde… Hvem kan ikke være bange for at miste sig selv, hvis man skal se sandheden om sig selv i øjnene… Hun orkede det ikke mere. Hellere ensomhed end læse sine hemmeligheder i de andres foragtende…

Jeg var på kursus i et af Microsoft Offices programmer. Genvejstaster – “ctrl z” – hvor du kan fortryde det, du lige har gjort. Fjerne det. Væk. Klar til at begynde igen. “Sådan en, kunne man godt bruge i livet,” sagde vores kvindelige lærer tørt. Ja. Men sandheden er: Den findes ikke i livet! Du kan ikke gøre det gjorte ugjort. Ja, du kan ikke gå tilbage… men til gengæld er det faktisk muligt at gå fremad, klædt på en ny måde… Adam og Eva gik videre klædt i skindtøj. Og så tragisk det end var – dyret der måtte dø, skamfuldheden over deres nøgenhed – så gik de videre…

Ja, det kræver tro at gribe det hele: Vores begyndelse og vores afslutning! Vores begyndelse, dem vi er, Guds skabninger.Vores afslutning, det vi en gang skal blive, Guds triumf. Ja, du er skabt i hans billede, så du ligner ham! Tænk – Guds aftryk. Guddommelighedens glans. Kreativitetens rod. Tankens spændstighed. Kroppens styrke. Sansernes bevågenhed. Evnen til at elske og blive elsket. Og selv efter mange år i den verden i synd, så har vi løftet: “Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham, der kaldte os med sin herlighed og styrke; og dermed har han også skænket os sine store,…

Ja, vand løber nedad! Og pludselig fik den opmærksomhed en ny betydning for mig. Jesus siger: “Den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv” (Joh 4,14). Jeg får vandet fra Jesus. Og – vand løber nedad. Ja, vandet fra Jesus kommer fra ham, fra der hvor han er. Og han er i himmelen. Vandet fra ham er himmelsk. Og det løber ned til mig. Vandet fra ham er forfriskende livfuldt. Det læsker min sjæl. Fylder mig med sundhed. Giver mig glæde. Vandet fra ham slukker min…

Ja, vil du virkelig vide det? I Jesu saligprisninger kan det ellers godt se ud til, at tingene bliver vendt lidt på hovedet… Jeg mener: “Salige er de fattige i ånden” – helt ærlig, så er det ikke det, vi drømmer om. Vi priser den, som har ordet i sin magt, er skarp i sindet og udfolder på en begavet måde… Og hvem drømmer om at sørge – “salige er de, som sørger”? Men samtidig har årenes oplevelser givet erfaringer, som åbner lidt op for en dybere forståelse: “Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres” (Matt 6,3), for ja, jeg har mødt min magtesløshed og ved, at…

Hvordan var Jesus, da han gik her på jorden? Jeg kan se i mange beretninger og udtryk, at han var glad! Fx siger han: “Kan brudesvendene sørge, så længe brudgommen er sammen med dem?” (Matt 9,15). Tænk hvilket herligt billede. En gruppe af unge mænd, Jesus som brudgommen, sammen for at feste, sammen i glæde, sammen på vej til bryllup. Det er et billede, som er fuld af glæde – og jeg tænker, at disciplene og Jesus har haft masser af glæde sammen i deres lille gruppe. Og Jesus fortæller, at når et vildfarent får er blevet fundet, så “glæder han sig mere over det end over de nioghalvfems, der…

Djævelen, der er så fuld af løgn, siger også en masse sandt. Og det gør det hele så indviklet. At det er blandet. Og mindre indviklet bliver det ikke af, at han også siger noget, der er løgn, som jeg har lyst til at tro på, som var det sandt. Fx kan han godt finde på at hviske mig i øret, at jeg er ret god, at jeg er dygtig, at jeg er betydningsfuld, at jeg kan selv, at folk ikke kan undvære mig og mere af den slags. Det kan faktisk godt give mig en ret god følelse. Og jeg tror faktisk, at Djævelen er ret god til det…

Nogle gange når jeg har søgt til Romerbrevet det 7. kapitel, har jeg virkelig ønsket næste skridt! Jeg mener: “Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg” (vers 15). Tag mig ud af dette, videre – for jeg hader det! Og er det nu egentlig sandt? Når jeg gør det, hader jeg det så egentlig? Eller er det løgn, at jeg hader det? Er sandheden i virkeligheden, at jeg forsøger at ville noget, jeg faktisk ikke vil? Mere og mere indviklet bliver det… Men nej, jeg kunne ikke bare springe kapitlet over – heller ikke i mit eget liv – jeg måtte have svar!…