Ja, og nu kommer jeg også til at tænke på udtrykket: At være godt plantet. Det er at stå sikkert. Da jeg tog min uddannelse som fysioterapeut for mange år siden, brugte vi ordet ‚grounding‛. Nu slog jeg det lige op i en ordbog: „det at etablere fysisk og mental forankring og ro, fx gennem legemlige øvelser eller meditation‟ I fysioterapien handlede det om, at stå godt på fødderne, at have god kontakt med underlaget – at mærke sin krop – og at det gjorde noget ved hele mennesket. Nu læser jeg så Paulus: „Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i‟ (Rom…

Åh ja, vi har brug for hvile og mad for at genvinde kræfterne – og Jesus har øje for det, som fx da disciplene kom tilbage, efter at have været i gang længe: „Apostlene samledes igen hos Jesus og fortalte ham om alt det, de havde gjort, og alt de, de havde lært folk. Og han sagde til dem: ‚Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt.‛ For der var mange, som kom og gik, så de ikke engang havde tid til at spise‟ (Mark 6,30-31). Men der er også et overskud og en styrke, som vi ikke kan sove eller spise…

Måske var du med i går, da jeg reflekterede over at læne sig ind i nåden. Egentlig er det jo det samme som at læne sig ind til Jesus – men det gør noget ved mig i bestemte situationer, at det er hans nåde, jeg læner mig ind i. Guds nåde. Det er ikke mig som skal kunne eller magte eller forstå – men han gør det! Der er flere vers om nåde, som jeg holder af. „Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er‟ (1 Kor 15,10). Ja. Virkelig. Der er en lang historie i mit liv som bekræfter det – nogle ting ved jeg – og mange ting ved…

Hun stod i noget svært. Et valg. Skulle hun vælge den ene eller anden løsning. Og lige så let som det er at skrive – lige så svært forekom det at være i virkeligheden. Der var så mange vanskelige ting mellem mennesker forbundet med de to valgmuligheder. Hun talte og bad sammen med en kristen veninde. Veninden sagde: Du kan også vælge en tredje vej; du kan læne dig ind i nåden. Og nåden – det er det, du ikke selv arbejder for eller fortjener – det er Guds gave. Det er stedet, hvor du modtager – i stedet for at kæmpe. Gaven at læne sig ind i nåden –…

Vi har behov. Behov som kun andre kan fylde i os. Det er en del af vores skrøbelighed. Det er en del af kærligheden. Det er en del af styrken i at være mennesker – sammen. Sådan begyndte det: „Det er ikke godt, at mennesket er alene‟ (1 Mos 2,18). Og en dag mange år senere sad Jesus alene ved Jakobskilden. Han var træt. Han var tørstig. Men han havde ingen spand. Han havde behov for en, der kunne hjælpe ham. Hun kom. Den samaritanske kvinde. Alene. Ved middagstid. Uden hun vidste det, så vidste Jesus allerede hvilke behov, hun havde. Det havde Gud vist ham. Og Jesus kom –…

Morgen. Morgenstund med Gud. Jeg mærker allerede dagens travlhed krybe ind. Og jeg mærker min længsel efter Gud. Jeg er stille lidt. Jeg har allerede takket for dagen. Gud, jeg længes efter dig, siger jeg. Og pludselig finder jeg ind til mit hjerte, til min virkelige ærlige tilstand: Åh, Gud, jeg længes virkelig efter dig, og lige nu er jeg urolig for, om jeg bruger tid nok her med dig… du må virkelig vise mig, hvis noget er imellem os, om der er noget, du vil røre ved… Jesus, jeg har sådan brug for at modtage, at du giver mig… Jesus, du ved det, jeg kan ikke selv… Himlens sluser…