Tro. Det handler om tro. Og nu har jeg i den ene sekvens efter den anden set troen… På tempelpladsen væltede Jesus vekselerernes og de handlendes borde. Det gav plads for en masse troende, der kom hen til Jesus. Og det var ikke ypperstepræsterne og de skriftkloge – som i stedet blev vrede over de troendes tro… Men om de troende står der altså: “Og de blinde og lamme kom hen til ham på tempelpladsen, og han helbredte dem” og børnene på tempelpladsen råbte “Hosianna, Davids søn!” (Matt 21,14.15). De blinde og de lamme, børnene troede… Dagen efter siger Jesus til ypperstepræsterne og folkets ældste: “Sandelig siger jeg jer: Toldere…

Lad mig sætte en skøn tekst om Jesus op på en særlig måde, så vi gennem strukturen (en kiasme) får endnu mere med, Hebræerbrevet 1,1-4: Strukturen viser os, at teksten har paralleller: A-A’, B-B’, C-C’ og D er centeret = hovedpointen, som parallellerne bygger op til: A og A’: Gud har talt til os på mange måder – men en dag kom hans bedste repræsentant, hans egen søn, Jesus, som er meget mægtigere end alle skabte, ja, mægtigere end englene. Gud ønsker, at vi skal se ham! Være tæt på ham! B og B’: Jesus er som en søn den, som har ejerskab til alt Guds – billedligt som arving…

Jeg læser verset: “De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem” (Luk 24,52). Og jeg genkender mig selv i ordene! Ja, for når jeg bliver i rummet med Gud og tilbeder ham – så er jeg virkelig fyldt med glæde, når jeg rejser mig og går videre… Gud, du er vidunderlig, jeg kender dig bare som så skøn! Jeg elsker – ja, som du elsker mig… Hver eneste dag har jeg så mange ting at takke for. Når jeg tænker på i går… Min krop, jeg nød at bruge mig selv i haven – tak. Og tak fordi jeg kunne gå til gymnastik – jeg elsker…

Jeg havde en gammel bibel fremme – ja, den ligger fast på mit skrivebord – og nu sad jeg lige der og ville finde et par vers til en anden… Jeg bladrede rundt… og Gud havde også noget lige til mig! Til mig som har så mange ting i mit liv, hvor jeg virkelig gerne vil kende Guds vilje… Måske har du det også sådan? Nogle gange kan jeg nærmest beskrive det som om, at jeg har opgivet det med at kende Guds vilje… Nej, nej – altså ikke i dybden opgivet – men opgivet at forfølge det at kende hans vilje – men i stedet blot fokusere på ham!…

Hun viste mig sit værelse. Hun var flyttet hjemmefra og manglede i grunden rigtig meget – bord, stol, lamper, pynt – ja, alt muligt. Men det var ikke det, som fyldte noget. Hun var glad. Glad over at have sit eget. Med klare tanker og visioner om, hvad værelset ville blive til. Og næh, hun var overhovedet ikke i protest mod det, hun var flyttet fra… men hun nød bare, at hun nu kunne bestemme selv… Fryden over friheden! Ja – og det er vi skabt til. “Til den frihed har Kristus befriet os,” (Gal 5,1) skriver Paulus – om mennesker befriet fra syndens trældom. Vi er ikke skabt til…

Hun skulle til eksamen. Det rodede i hendes hoved, ja og i hendes krop. Ikke mindst om natten. Overvældende følelser, ja, måske en blanding af frygt og panik. Følelsen af ikke at kunne nå at få læst det hele. Følelsen af slet ikke at kunne noget. Følelsen af at det her kom slet ikke til at gå. Kender du det? Følelser om natten. Ikke nødvendigvis i forhold til eksamen men til et eller andet, som lige nu er stort i dit liv. Nej, jeg siger ikke, at følelser ikke har betydning eller er et barometer på noget. Men følelser er ikke altid sande: Hun kunne jo noget! I øvrigt nåede…

Moses var i grunden en helt almindelig mand – som du og jeg er helt almindelige – hver eneste dag passede han blot sit job, fårene han vogtede. Én dag åbenbarede Gud sig særligt for ham: Han lod ilden brænde i en busk uden at brænde busken, og han talte til Moses inde fra busken: “Tag dine sandaler af…” (2 Mos 3,5)… og her møder vi lige nu Herren… På en helt almindelig dag… midt i vores almindelige liv… Vi stopper op hos Gud… og jeg tænker over, hvad det er, han siger til mig, igennem disse ord… Tag dine sko af… … Du har ikke noget, som virkelig kan…

Det var morgen… Jeg knælede ned ved min røde sofa… Længselfuld og glad… : Gud, jeg ønsker bare at være sammen med dig, bad jeg, jeg beder dig bare om, at du åbenbarer dig for mig… Det var stille… jeg var stille… og jeg mærkede: Gud er her i stilheden sammen med mig… denne morgenstund; mere glæde fyldte mig, og hans fred… og jeg kom til at tænke på mannaen. Mannaen som Gud gav israelitterne i ørkenen. Hver morgen, når de kom op, så lå mannaen som “et finkornet lag ligesom rim på jorden” hen over ørkenen (2 Mos 16,14). Ja, og det er den samme Guds gaver, jeg kommer…

Sådan begyndte det med synd i denne verden: Eva gav slangen sin tillid i stedet for at give sin tillid til Gud. Og jeg tænker, at manglende tillid til Gud er inkluderet i rigtig meget synd… Pyha, jeg havde haft en nat, hvor nogle bekymringer havde ædt en luns af min søvn… træt og lidt ked af det stod jeg op… … men heldigvis havde natten ikke været uden Gud! Han gik skam ikke – og for ham og mig er det hele en del af vores fælles mål: Line-vil-gerne-have-(mere)-tillid-til-Gud… Suk, jeg tænkte, at roderiet ikke havde været, hvis jeg bare baby-trygt i tillid havde givet det hele til Gud:…