Hej igen. Jeg lovede i går, at jeg ville dele en personlig historie – og det er om, hvordan Gud mættede mig en dag for snart mange år siden… Det var søndag. Jeg havde meget, jeg gerne ville nå. Jeg ville lige holde en andagt, inden jeg skulle i gang – det var nogle lektier, jeg skulle have lavet… Måske jappede jeg lidt… I al fald mærkede jeg hurtigt, at det, jeg læste, overhovedet ikke mættede mig… Skulle jeg bare lade det være og så komme i gang med det, jeg skulle ha’ nået? … Nej. Nej, tænkte jeg, den uddannelse gør ingen forskel, hvis jeg mister Gud undervejs… Jeg…

Igen i dag vågnede jeg – sulten. Ja, jeg er også ret hurtigt klar til min morgenmad, men det var nu min åndelige sult, jeg mærkede først. Længslen efter Herren. Længslen efter at han skulle fylde mit tomrum indeni… Og senere så jeg dette vers:“Arbejderens sult arbejder for ham,hans mund tvinger ham til det.”(Ord 16,26) Ja. Det gode ved at mærke sulten er, at mit ønske om at blive mættet også er så stærk. Jeg har ikke lyst til at gå uden at blive mættet. Så – til dig vil jeg sige – vær ikke frustreret, hvis du mærker dit indre tomrum igen og igen. Gå til Gud – han…

Vi mødtes på stationen og faldt i snak over et smukt strikketøj… snakken fortsatte i toget, og hun foldede nogle teknikker ud for mig… Der skulle regnes… hvor mange masker for at det kunne lykkes… Og hun sagde: der er matematik i alt! Og jeg kom til at tænke på, at jeg har hørt om en kvinde, som var matematik professor, som fandt ud af, at hun kunne hækle hyperbolske planer, og bruge håndarbejdet til at illustrere de hyperbolske planer for sine studerende. Vildt. (Og er du interesseret i mere, så kan du google Daina Taimina). Sammen blev jeg med min medrejsende grebet af noget stort… Et gyldent øjeblik fuld…

Paulus skriver til Timotheus: “Men det at tro på Gud er en gevinst i sig selvfordi det betyder at vi bliver uafhængige af ydre forhold.Vi havde ikke noget med ind i verden,og vi kan heller ikke tage noget med herfra.Vi skal være tilfredsenår bare vi har mad og tøj.”(1 Tim 6,6-8) Og ved du hvad, når jeg læser historierne om Paulus – så passer tingene sammen: Han var virkelig sådan! Det her, det er autentisk. En mand – uafhængig af ydre forhold. Nemt at skrive, men i virkeligheden… “Jeg har lært at klare mig, uanset hvilke forhold jeg lever under, og jeg kender både til at have for lidt og…

“Gid du vil velsigne mig” (1 Krøn 4,10). Sådan bad Jabes. På hebraisk er der et ordspil mellem Jabes og smerte, for ved fødslen sagde hans mor: “for jeg har født ham i smerte” (vers 9). Men Jabes gik til Gud – han ønskede ikke et liv præget af smerte, men af velsignelser. Guds rige velsignelser. Tænkte han mon på Abraham? Gud kaldte Abraham – fordi han ville velsigne ham! Gud havde en vision for Abraham om, at han skulle gøre endnu større forskel! Ikke bare en forskel i Abrahams liv – men en forskel, som ville række ud til hele verden: “Jeg vil gøre dig til et stort folk…

Ja, sådan slutter historien: “Og Gud gav ham, hvad han bad om” (1 Krøn 4,10). Tænk så forunderligt! En sætning, som jeg gætter på, vi alle sammen ønsker, som en del af vores historie. Nu til bønnen: “Jabes påkaldte Israels Gud og sagde: ‘Gid du vil velsigne mig og gøre mit område stort, gid din hånd må være med mig, og du vil fri mig fra ulykke, så jeg ikke lider smerte.’ Og Gud gav ham, hvad han bad om.” (1 Krøn 4,10-11). Gud ved, at jeg intet er – uden hans velsignelse. Og han elsker at velsigne! Gud ønsker, at mit liv må være en duft af liv til…

Vildt skønt! Der tikkede en sms ind på min telefon fra en god ven. Han skriver til mig, at han tænker os som medarbejdere på hinandens glæde! Og så henviser han til dette vers: “Du lærer mig livets vej,du mætter mig med glæde for dit ansigt,du har altid herlige ting i din højre hånd.”(Sl 16,11) Gud giver os så megen glæde! Ja, et niveau over alt andet: “Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen. Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, som jeg har elsket jer” (Joh 15,11-12). Fuldkommen glæde… det er ellers ikke så lidt!…

Der kan opstå blokeringer i vores egne sind, hvor vi tænker, at Gud ikke er der… Forkerte ting… Når vi ikke er “nok”… Vores egen selviskhed, stædighed, dumhed… Men nej! Det var netop syndere, som Gud kom for at frelse. Han ser på dig med kærlighed – og ønsker bare at røre mere af dit liv. Men også livets trummerum kan blokere… Vi kan tænke, at Gud vil en masse “særligt” – og hvor er lige det særlige henne, når alt blot er almindeligt? Men nej! Gud er i alt det almindelige. Se op, han elsker dig og har sin hånd om dig – lige nu. Hans nåde og velsignelse…

Vi gik der sammen, Gud og jeg. Han havde løftet mit sind op til sig selv. Han havde åbnet sine skatte. Han havde vist mig, hvordan han formår “at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår” (Ef 3,20). Jeg jublede over Jesus! Jeg var begejstret. Wau, Jesus, kan det samme ske her i min menighed, i min by – ja, i mit liv… Og der så jeg regnbuen! Løfternes bue. Buen, som Gud selv satte i skyen for at fortælle os, at alle hans løfter holder! Jeg blev endnu mere begejstret. Tak, Jesus. Tak for alt det du gør og vil gøre, som overgår mit… Jeg…

De gjorde det i trods. De ville ikke Gud, og de troede ikke på ham. De ville sig selv, og de ville skabe deres egen vej. Så de byggede… et bygningsværk… deres liv… Og sådan står det: “Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden” (1 Mos 11,4). Men de nåede ikke ret højt – Herren måtte stadig stige ned for at, hvad de lavede (vers 5), og dér forvirrede han deres sprog, og de blev spredt over hele jorden. Guds plan. Og Guds plan var langt større. Til…