Det var vitterligt ikke meningen, at mennesket skulle have oplevet andet end godt. Og da slet ikke at de skulle flytte ud af deres skønne have og hjem. Eller at de skulle dø. Men det skete. Og i virkeligheden er rigtig meget i Bibelen centreret om noget, der ikke var meningen… For eksempel som her i 1 Samuelsbog 3,1: “På den tid lød Herrens ord sjældent, og syner var ikke almindelige.” Hmm, det giver mig fornemmelsen af, at det ikke var meningen. Det var faktisk meningen, at Gud ville åbenbare sig, og at mennesker ville lytte til hans ord. De lyttede nok ikke. Også om den unge Samuel står der,…

Det er ikke et trick-spørgsmål – helt enkelt: Fjendskab sidder i hjertet. Så, når Gud siger: “Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden” (1 Mos 3,15) – så må han gøre noget med mit hjerte! Et sygt hjerte… “Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem gennemskuer det?” (Jer 17,9). Menneskehjerter… Der kan elske den ene dag – hade den næste… Være loyale det ene øjeblik… svigte det næste… Holde fast i princip og retning i dette nu – flippe ud i det næste… Hvad er det, der sker? Synd! Har du oplevet djævelens rutsjebane? Det ene øjeblik tænker du, at noget er overstået og bedre –…

Bibelen er bogen med de store kontraster. Først begynder den med, at alt er godt. Så fortsætter den med, at så meget godt mistes. Adam og Eva har mistes den nærhed, de havde med Gud – de gemte sig. De har mistet den grundlæggende tillid imellem sig – Adam gav Eva skylden. De har mistet deres hjem – de blev smidt ud af haven. De har mistet en søn – Abel blev dræbt af Kain. Og her står vi – læserne! Ansigt til ansigt med ondskab, der folder sig ud! Åh, jeg er så glad for alle Guds-signalerne! “Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden” (1 Mos 3,15) – og…

Kunne det være dig? Åh, det er da lige et stramt spørgsmål at begynde med. Jeg har lige – igen – læst stykket, jeg skrev om, hvordan Kain – efter at han havde myrdet Abel – var bange for selv at blive myrdet. Og så satte Gud sit mærke på Kain for at beskytte ham. Nåde. Ja, nåde! Og pludselig så jeg en større historie – og den handler om mig! For jeg har syndet – og uden Guds beskyttelse, så er døden konsekvensen. Jeg har brug for, at Gud hver dag beskytter mig og giver mig sin nåde – livet, som jeg ikke fortjener. Gud må sætte sit mærke…

Jeg bladrer i Esajas’ Bog, og læser de små overskrifter med kursiv. Dom over folkets ledere (3), Dommen over overklassens kvinder (3), Mod Babylonien (13), Mod Assyrien (14), Mod Filistæa (14), Mod Moab (15), Mod Damaskus og Efraim (17), Mod Nubien (18), Mod Egypten (19), Mod Jerusalem (22). Alle mennesker dømmes. For den slags: “Jeg straffer verden for dens ondskab,og de ugudelige for deres synd;jeg gør ende på de overmodiges stolthedog ydmyger voldsmændenes hovmod.”(Es 13,11) Det virker fair. Trygt. Ja, for hvordan skal jeg leve trygt, hvis der ikke gøres op med ondskab og vold? Og det er heller ikke rart at blive set ned på eller trampet på af…

“Lad os skabe mennesker i vort billede” (1 Mos 1,26), sådan begyndte det hele. Guddommen skabte sammen. Jesus var med – “ved ham og til ham er alting skabt” (Kol 1,17), han “grundlagde i begyndelsen jorden, himlen er dine hænders værk” (Hebr 1,10). Og da israelitterne gik i ørkenen, åbenbarede Jesus sig for dem og var med dem, som “en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus” (1 Kor 10,4). Og jeg tænker på sky- og ildsøjlen, som var med dem, da de kom ud fra Egypten: “Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en…