Så er jeg i gang med Efeserbrevet, og det er bare så tydeligt, at Gud har en plan. Se her: “Fra Paulus, der er udsendt af Jesus Kristus fordi Gud har besluttet det” (Ef 1,1)“Gennem Kristus er vi skabt til at gøre det gode som Gud for længe siden har lagt til rette for os” (Ef 2,10)“Den særlige opgave har Gud jo givet mig som en del af sin plan” (Ef 3,2)“Nu har han gennem Helligånden afsløret sin plan for os” (Ef 3,5) Planen for Paulus handlede rigtig meget om dette: “Planen er at I der ikke er jøder, får del i Guds rige på lige fod med jøderne” (Ef…

Ih, hvor forstår jeg godt, at “manden, der havde været besat”, bad Jesus “om lov til at komme med ham” (Mark 5,18). Han havde jo lige oplevet det store mirakel: Dæmonerne – hele legionen – var blevet sendt ud af hans liv. Manden havde oplevet sig selv som fornuftig og almindelig, og han havde siddet sammen med Jesus og set ind i de kærligste øjne, det varmeste ansigt – ja, det var et sted, han aldrig havde lyst til at forlade. Men Jesus sagde nej. Og i stedet gav Jesus ham en opgave: “Gå hjem til dine egne, og fortæl dem om alt det, Herren har gjort mod dig, og…

Hold nu op – der står virkelig, at “vi tilintetgør alle argumenter mod Gud og alt det andet der forhindrer folk i at lære ham at kende. Vi befrier folk for deres vrangforestillinger og får dem til at adlyde Jesus Kristus” (2 Kor 10,4-5). Det er ellers ikke så lidt! Det kan man virkelig kalde forandring, forvandling, omvendelse. Mennesker, som argumenterede mod Gud – og så falder det hele ligesom til jorden… Ja, de erkender, at det de troede var helt forkert = vrangforestillinger… de ved pludselig, at de troede på noget, som viste sig at være total grundløst. Vildt. Overmenneskeligt. Intet mindre end et mirakel. Jep. Der står nemlig…

Ja, for det står: “Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst, så hverken den, der planter, eller den, der vander er noget, men det er Gud, som giver vækst. Den, der planter, og den, der vander, er ét, og enhver skal få løn efter sit arbejde. For vi er Guds medarbejdere” (1 Kor 3,6-9). Guds medarbejdere! Det er godt nok stort. Og det er lige det, jeg har brug for. For – helt ærlig – jeg ser ikke altid, at de små frø, jeg deler om Gud, gør stor forskel… Men – jeg ved også, at det er naturligt – for det er jo ikke mig, der gør forskel…

Hvem ønsker sig at være et simpelt lerkar, hvis man nu kunne være et funklende kar af guld og ædelstene? Eller sagt på en anden måde – hvem ønsker ikke at være den, der lykkes, der stråler af fryd, der kendes for en masse godt? Og hvem oplever ikke, at det kradser inde i en, når man ikke lykkes? Måske kæmpede Paulus også med dette – i al fald skriver han om det: “Derfor bliver vi ikke modløse i den tjeneste, vi har fået…” – og den tjeneste kom virkelig ud i smertens hjørner: “I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi…

Man kan jo spørge sig selv, når Jesus sender disciplene ud med ordene: “I er verdens lys” (Matt 5,14) – møder det så et behov hos mennesker, som endnu ikke har mødt Gud? Er mørke ubehageligt? Kan vi mærke uhyggen ved mørket? Utilpashed over en situation, hvor vores fremtid er indhyllet i mørke? Frygten ved at gå alene hjem i mørket? Desperationen i sindets mørke? Tristheden i vinterens mørke? Ja… mørke kan være væmmeligt… Og der vel kun en måde at komme af med mørket på: Tænd lyset! Og det er Jesu’ speciale med mennesker! Jesus er selv verdens lys. Og han gør sine efterfølgere til lys! Han sender dem…

“Den dag jeg råbte, svarede du mig,du fyldte mig med stolthed og gav mig styrke.”(Sl 138,3) Jeg ved det: Min allerstørste glæde og jubel oplever jeg i det, som sker sammen med HAM! Og nogle gange stiller jeg spørgemålet – om jeg bliver stolt af mig… Og der er forskel. Den værste… og jeg skammer mig over det… er, når jeg kommer til at føle mig bedre end andre… Åh, min kære Jesus, dette må du tage ud af mit hjerte! Men så er der også fryden over at dele noget, som er så fantastisk. Glæden over at opleve, at et menneske mættes ved noget, jeg deler. Taknemmeligheden over at…

Måske var du med i går, da jeg skrev lidt til dig, som har en uro i forhold til, om du nu lykkes med at få taget de rigtige valg og leve et liv, så Guds kald til dig “lykkes”. Og “dig” det omfatter mange personer igennem årene, som jeg har mødt – nogle deler tanker, hvor de virkelig oplever, at de er i Guds kald; andre er præget af frustration over omstændigheder eller pres i forhold til at ville tage de “rigtige” beslutninger, de føler sig uforløste og på afstand af at opleve Guds kald udfolde sig i virkeligheden. Igennem mit liv synes jeg, at det med Guds kald…

Kaldet i dit hjerte… mærker du det? Jeg hører din stemme – din uro… din intense jagt på at få oversat Guds kald til dig… alle de mange spørgsmål som du forbinder med kaldet og Guds ledelse: Hvem du skal gifte dig med, hvor du skal bo, hvad du skal involvere dig i? Og det er som om, det aldrig stopper… når det ene spørgsmål er landet i en virkelighed – så banker nye spørgsmål på… Åh, får jeg nu udlevet Guds kald til mig… eller misser jeg det ved forkerte valg…? Kaldet i dit hjerte! Fryd dig over det! Dit ønske om at være en del af noget større,…

Gud, også jeg er tiltrukket af den brændende busk, hvor du er. Jeg må tættere på… og jeg hører din stemme: “Tag dine sandaler af, for et sted, du står på, er hellig jord” (2 Mos 3,5), Gud jeg betages – tænk, stedet her er helligt, fordi du er. Og du er her – sammen med mig! Åh, min Gud – jeg elsker din nærhed. Mit hjertet knæler, mine fødder er bare, mit sind er åbent, jeg lytter: “Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud” (vers 6). Åh, mit hjerte fryder sig: Du er alle løfters Gud! Du er den Gud, som altid har åbenbaret…