Åh, det er så grundlæggende: Jeg må være tryg! Og hvad nu, hvis jeg ikke kan mærke trygheden? Hvad nu, hvis jeg oplever min tryghed truet? Helbred? Relationer? Om jeg slår til? “Gud er min frelse,jeg er tryg, jeg frygter ikke,for Herren er min styrke og lovsang,han blev min frelse.”(Es 12,2) Her er det trygge sted: Hos Gud! Og læg mærke til at det at være tryg er koblet til ikke at frygte. Frygt er en dræber. Og – der er meget, vi kan frygte… Men trygheden er et modsvar til den frygt – trygheden i Gud! For Gud er en frelser! Og lige nu – så vil han gerne…

Sammen med Gud er du et trygt sted. Bed ham om at fortælle dig, hvad han vil sige til dig igennem dette vers: “Den, der søger at redde sit liv,skal miste det,men den, der mister det,skal vinde det.” (Luk 17,33) Gud, hvad er det, der sker, når jeg nogle gange bliver bange for at miste mig selv? Når jeg forsøger at undgå noget, for at redde noget andet? Falder jeg nogle gange i fælden, hvor jeg i virkeligheden giver slip på noget af mig, fordi jeg er bange for andre… for at miste dem… som jeg i virkeligheden måske slet ikke har? Gud, tak at det er trygt her sammen…

Det så virkelig ikke ud til, at den mand egentlig havde lyst til at elske… Han kom i første omgang for at “sætte Jesus på prøve”, og så i øvrigt for at “retfærdiggøre sig selv” (Luk 10,25.29) – for han vidste vel i grunden bedst… Han var lovkyndig og spurgte: “Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Jesus gik ind på hans banehalvdel og spurgte: “Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?” (vers 25-26). Og – han kendte da godt ordene om kærlighed, at kærlighed er centeret, omdrejningspunktet, og svarede: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl…

Salme 38 er en salme fuld af smerte. Skrevet af David. Han udtrykker ligefrem, at Gud er imod ham:“Herre, straf mig ikke i din vrede,tugt mig ikke i din harme!Dine pile sidder dybt i mig,din hånd hviler tungt på mig.”(Vers 2-3) David fortæller, at han selv er skyldig:“Min skyld vokser mig over hovedet,den er en byrde, der er for tung for mig.Mine sår stinker og væskerpå grund af min dårskab.”(Vers 5-6) Hans familie og venner kommer ikke…“Mine venner og frænder holder sig langt borte fra min lidelse,mine nærmeste holder sig langt borte.”(Vers 12) Men dem, der vil ham ondt – de er aktive:“De, der vil mig til livs, lægger fælder,de,…

Hun havde grædt tårer i spandevis. To af Guds kære skabninger var døde. Hendes katte. Og de var blevet rigtig gamle, 18 år, så det var mange års kærlighed, som nu bare hang i luften… Savnet… ingen spinden, ingen at nusse, ingen små lyde, ingen når man kom hjem, ingen på de faste pladser… Åh… Men så fortalte hun mig, at hun pludselig havde følt taknemmelighed midt imellem tårerne – taknemmeligheden over at hun havde fået lov til at have de to katte i alle de år! Følelsen af taknemmelighed var som en gave fra Gud indeni hende. Den bredte sig mildt indeni hende, og sorgen var ikke så sorgfuld…

Modløshed er en dræber. Det fandt jeg Bibelens ord på. Det begyndte i Ord 18,14: “En mands livsmod får ham til at udholde sin sygdom, men hvem kan bære modløshed” – nej, modløshed er ubærligt – livsmodet er også vores livsgnist. Jeg slog ‘modløshed’ op i Bibelen online. “Glad hjerte giver venligt ansigt, med lidelse i hjertet følger modløshed”, “Glad hjerte giver godt helbred, modløshed udtørrer knoglerne” (Ord 15,13; 17,22), og det vinder genklang i mig – ja, ‘modløshed’ handler om mit hjerte. Modløshed kommer af det, som gør allermest ondt… Men Gud ser dig i din modløshed: “Det er den hjælpeløse, jeg ser til, den modløse og den, der skælver for mit ord” (Es…