Måske var du med i går, da vi konstaterede, at Jonas var sur over, at Gud ikke udslettede Nineve. I grunden en meget bizar historie: En vækkelsesprædikant, der har så meget succes – hele byen omvender sig – og så bliver han sur. Nå, det var nok en misforståelse – Jonas havde i al fald ikke en vækkelsesprædikants sjæl… Næh, Jonas var optaget af Jonas! Måske var han bange for sit skind, og at folk skulle tænke, at han var en falsk profet: ” ‘Men den profet, der formaster sig til at tale noget i mit navn, som jeg ikke har befalet ham at sige, eller som taler i andre…

Nej, Gud ønsker omvendelse. Modsat Jonas. Ja, for først ville Jonas ikke til Nineve, og da han endelig gik med budskabet: “Om fyrre dage bliver Nineve ødelagt!” (Jon 3,4), så blev han mega sur over, at Gud ikke ødelagde dem, når han nu havde sagt, at det var det, der ville ske. I mellemtiden havde ninevitterne omvendt sig: “Mændene i Nineve troede Gud på hans ord; de udråbte en faste, og både store og små klædte sig i sæk.” Og Kongen sagde: “Både mennesker og dyr skal klæde sig i sæk og råbe til Gud af al magt. De skal vende om fra deres onde vej og holde op med…

Krig. Ondskab. Vold. Misbrug. Udnyttelse. Mishandling. Listen kunne gøres længere. Og jeg må sige: Jeg er taknemmelig for, at Gud evner at sætte en stopper for den slags. En dag. Og som vi har set på de sidste dage: Så kom dagen, da Gud sagde stop (samtidig med at der var en mulighed for at blive frelst). For alle mennesker i hele verden, der ikke var gået ind i arken, kom den dag da “Herren lukkede” døren, og “vandfloden kom over jorden” (1 Mos 7,16.17). For menneskene i Sodoma og Gomorra kom den dag, da “Herren lod svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen.…

Nej, da Gud så, at menneskene var så onde – ja, at de havde valgt ham fra og bare forpestede livet for deres medmennesker – så satte han ikke en stopper for det uden at give mulighed for omvendelse: Han lykkedes med at få en mand til at lave en ark! Guds nåde: Der var et sted, hvor man kunne blive frelst! Nej, menneskene skulle ikke være perfekte for at komme med i arken. De skulle bare vælge det. Og Noa valgte det. Han “fandt nåde for Herrens øjne”, og der står om ham: “Noa var retfærdig mand, udadlelig blandt sine samtidige, og han vandrede med Gud” (1 Mos 6,8.9).…

Næh. Inden vandfloden: “Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt” (1 Mos 6,5). Og efter vandfloden fortsatte menneskene af deres egne veje, ja, de gjorde oprør mod Gud. Noa fandt på at lave vin, blev fuld og uanstændig, hvilket hans ene søn håndterede uærbødigt. Det førte til forbandelse af den slægt: Kams slægt (1 Mos 9,18-27). Og i stedet for at opfylde jorden, og udleve Guds velsignelse: “Gud velsignede Noa og hans sønner og sagde til dem: ‘Bliv frugtbare og talrige, og opfyld jorden” (vers 1), var de trodsige og ville være ét sted: “Lad…

Nej. Nej. Og atter nej. Det gør han ikke. Ordet lyder: “For således elskede Gud VERDEN, at han gav sin enbårne søn, for at ENHVER, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal FRELSES ved ham” (Joh 3,16-17). ‘Verden’ og ‘enhver’ betyder ALLE! Gud ønsker, at alle skal frelses. For mange er det hård kost at læse om fx syndfloden og Sodoma og Gomorras ødelæggelse. Det ligner ikke frelse, men udslettelse. Ordet i Johannesevangeliet fortsætter: “Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt” (vers…

Josua sagde det sådan: “Men hvis det er jer imod at dyrke Herren, så vælg i dag, om I vil dyrke de guder, jeres fædre dyrkede på den anden side af floden, eller amoritternes guder, i hvis land I bor. Jeg og mit hus vil tjene Herren” (Jos 24,15). Gud kan kun tilbedes med hjertet. Vi må vælge Gud, fordi vi vil ham – med hjertet. Og Gud er uendelig nådig – han lader os vælge, om vi vil ham. Til trods for at det har dødelige konsekvenser at vælge ham fra. For Gud er selve livets kilde: Hvis vi ikke er koblet til ham, har vi ikke liv. Gud…

Historien fortælles ikke. Vi ved ikke, hvor stor Adam og Evas smerte var. Jeg læser, at historien bevæger sig fra smerte til smerte. Smerten over at opleve sig selv på anden måde: Nøgen. Smerten over at have miste trygheden med Gud: De gemte sig; bange. Smerten over at blive hængt ud af sin ægtefælle: Adam giver Eva skylden. Smerten over at miste sit hjem: Gud sendte dem ud af Edens have. Og nu: Smerten over at stå ved Abels døde krop. Deres kære søn. De havde hørt hans latter i går. Nu var livet forbi. Det første møde med døden: “… indtil du vender tilbage til jorden…” (1 Mos 3,19).…

Sympatien for Kain er faldende. Måske forstod vi for et øjeblik, at han var vred over, at Gud tog imod Abels offer men ikke imod hans. Men – så bliver vi klar over, at Kain ikke har helt rent mel i posen. Gud går nemlig ikke væk – men kommer og stiller Kain spørgsmål om hans vrede – og fortæller Kain, at hvis han gør det gode, kan han se frit op – men ellers vil det være synden, som lurer ved døren. Ups! Kain var i gang med at synde. … Men ikke uden Guds løfte: Du kan herske over den, Kain! (1 Mos 4,7). Men det vil Kain…

Er historien skrevet, for at vi skal undre os og stille spørgsmål? Altså: Det var historien. Er den eneste forskel hvem Gud tager imod? Hmm, er det i udgangspunktet ikke en historie, som man kan undre sig over? Det var den historie, som gjorde “Kain meget vred” (1 Mos 4,5). Havde han ret til at være så vred? Nej. For der er noget til historien, som vi ikke vidste tidligere, men som ligger imellem linjerne i det, som Gud nu siger til Kain: “Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det…