-
Genfødt – fyldt med liv – ved hans kraft
En morgenstund med Gud. Jeg kom længselsfuld. Sulten efter ham. Med følelsen af at mit eget på ingen måde var nok, rakte til, magtede eller formåede. Ja, jeg kom som et menneske med et skrigende behov for Gud. Han var der. Hele tiden. Jeg mærkede, at han var der. Jeg bladrede lidt i Bibelen, gode ord – men der var stadig meget mere plads i mit tomme indre… Fyld mig, Jesus! Så så jeg en hilsen fra en ven på min telefon – ord fra hans andagt til mig, og jeg læste: “Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et…
-
Han favnede mig med sin Ånd
Det var tidlig morgen. Jeg var på vej ud for at bade. Jeg sagde til Gud, at jeg ønskede mig, at solen måtte skinne. Jeg gik ned i vandet. Var favnet af vandet. Favnet af Gud. Og jeg overgav mig til at være totalt favnet og fyldt af hans Ånd. Jeg elsker, at dåben begraver os helt. Intet urørt af Gud. Intet urørt af Ånden. Alt overgivet til ham. Solen skinnede ikke. Den lå lige i kanten over horisonten dækket af de lave skyer. Ja, selv når vi er omgivet af Ånden, er det ikke altid lyst. Det er ikke altid, at solen eller varmen når os med sin fylde…
-
Kom bare som et menneske
Sådan begynder historien: “Der var et menneske” (Joh 3,1), men Nikodemus kom ikke til Jesus bare som menneske. Nikodemus var også farisæer og medlem af jødernes råd. Han var lærer i Israel. Og alt det betød, at han var intelligent og dygtig, veluddannet og velanset. Gode penge blev tjent, han havde orden i sit liv. Han havde brugt sit liv godt. Han kunne vel egentlig godt være – ja, tilfreds? Men i stedet – bare at komme som et menneske? Hvad siger det? Er der næsten noget skrøbeligt over det? Hvis vi ikke har andet tilbage, end at vi er et menneske – hvad er vi så? En aften ved…
-
Kan tillid opstå, når vi ikke tør være nøgne?
Forunderlige tillidsfulde var de to: “Adam og hans kvinde var nøgne, men de skammede sig ikke” (1 Mos 2,25). Men så kom synden, kærligheden revnede og tilliden var brudt. Og siden den gang finder vi næppe to mennesker i denne verden, der har haft så stor tillid til hinanden… Men Gud da? Har vi tillid til ham? I første omgang havde de to ikke: “Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig” (1 Mos 3,10). Men deres nøgenhed kunne de faktisk heller ikke helt ordne, og Gud var den, der virkelig klædte dem på: “Gud Herren lavede skindtøj til Adam og…
-
Er han en, du vil have tillid til?
Hvad ved du om får? Jeg har hørt, at de har brug for en hyrde for at klare den. Okay, så vi tager udgangspunktet: Får-Hyrde – det er en god ting! Hvis altså hyrden er god! Jesus beskriver, hvordan en god hyrde er (Joh 10,1-16). Lad os se på om vi ville have tillid til den hyrde: Jep! Jeg har tillid til den hyrde. Jeg elsker, at Jesus siger: “Jeg er den gode hyrde” (vers 14). Ja, jeg elsker, at jeg kan leve her – og kende hans stemme! Jeg elsker, at han siger mit navn. Jeg elsker, at han mætter mig – hver dag. Jeg elsker, at han er…
-
Så meget var ikke meningen
Det var vitterligt ikke meningen, at mennesket skulle have oplevet andet end godt. Og da slet ikke at de skulle flytte ud af deres skønne have og hjem. Eller at de skulle dø. Men det skete. Og i virkeligheden er rigtig meget i Bibelen centreret om noget, der ikke var meningen… For eksempel som her i 1 Samuelsbog 3,1: “På den tid lød Herrens ord sjældent, og syner var ikke almindelige.” Hmm, det giver mig fornemmelsen af, at det ikke var meningen. Det var faktisk meningen, at Gud ville åbenbare sig, og at mennesker ville lytte til hans ord. De lyttede nok ikke. Også om den unge Samuel står der,…
-
Jeg dropper tilliden til mig
Er det nu ikke så voldsomt? Jo, det er det. Og til tider ganske svært, faktisk. Ja, for nu at være ærlig… Altså, jeg elsker min daglige stund med Gud… Jeg vil ham gerne… Men valget om, hvorvidt det skal være ham eller mig, er der nok stort set hver eneste dag. Fra dagens begyndelse. For mig kan det se sådan her ud: Jeg kommer hen til min sofa. Jeg har min Bibel. Jeg glæder mig til at skrive noget her. Jeg har måske allerede nogle ideer. Og – så er der noget inden i mig, som har tendens til at ‘jappe’. At jeg suser derudaf med mit uden rigtig…
-
Fjendskab – hvor sidder det henne?
Det er ikke et trick-spørgsmål – helt enkelt: Fjendskab sidder i hjertet. Så, når Gud siger: “Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden” (1 Mos 3,15) – så må han gøre noget med mit hjerte! Et sygt hjerte… “Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem gennemskuer det?” (Jer 17,9). Menneskehjerter… Der kan elske den ene dag – hade den næste… Være loyale det ene øjeblik… svigte det næste… Holde fast i princip og retning i dette nu – flippe ud i det næste… Hvad er det, der sker? Synd! Har du oplevet djævelens rutsjebane? Det ene øjeblik tænker du, at noget er overstået og bedre –…
-
Så grim og fæl er synden – så stor frelsen!
Bibelen er bogen med de store kontraster. Først begynder den med, at alt er godt. Så fortsætter den med, at så meget godt mistes. Adam og Eva har mistes den nærhed, de havde med Gud – de gemte sig. De har mistet den grundlæggende tillid imellem sig – Adam gav Eva skylden. De har mistet deres hjem – de blev smidt ud af haven. De har mistet en søn – Abel blev dræbt af Kain. Og her står vi – læserne! Ansigt til ansigt med ondskab, der folder sig ud! Åh, jeg er så glad for alle Guds-signalerne! “Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden” (1 Mos 3,15) – og…
-
Morderen er bange for at blive myrdet
Kunne det være dig? Åh, det er da lige et stramt spørgsmål at begynde med. Jeg har lige – igen – læst stykket, jeg skrev om, hvordan Kain – efter at han havde myrdet Abel – var bange for selv at blive myrdet. Og så satte Gud sit mærke på Kain for at beskytte ham. Nåde. Ja, nåde! Og pludselig så jeg en større historie – og den handler om mig! For jeg har syndet – og uden Guds beskyttelse, så er døden konsekvensen. Jeg har brug for, at Gud hver dag beskytter mig og giver mig sin nåde – livet, som jeg ikke fortjener. Gud må sætte sit mærke…