Se, dette billede har jeg taget i Schweiz på en vandretur i alperne. Jeg elsker det. Det er bare så smukt, og mine tanker løftes altid op til Gud, når jeg går i hans fantastiske natur. På turen her i alt det rå og vilde er der så mange fine alpeblomster. Og imens jeg var optaget af dem og af at fotografere dem, rørte Guds Ånd mit hjerte: Tænk, her i det store rå og vilde har Gud også sat små fine og skrøbelige blomster. Sådan også i livet… vi små og skrøbelige mennesker, bliver også fra tid til anden sat i omstændigheder, som er rå og vilde… ikke for…

“Jeg sætter min bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden” (1 Mos 9,13). Sådan sagde Gud. Han gav et tegn. Han ville fortælle os, at han altid vil huske på os. At han passer på os og elsker os. At han er – når vejret – også livsvejret – er voldsomt. Regnbuen på himlen er ikke Guds første bue. Se engang: “Rundt om ham var der stråleglans; som regnbuen, der viser sig i skyerne en regnvejrsdag, sådan så den stråleglans ud, der var om ham” (Ez 1,27-28). Det er Ezekiel, som får lov at se Guds herlighed. Og han ser Gud på sin trone,…

Paulus var i fængsel. Fange. Ja, fange under romerne. Men, så omtaler Paulus sig selv på denne måde: “Jeg, Paulus, Kristi Jesu fange” (Ef 3,1). Det er ligesom, han siger: Uanset hvad I tænker eller siger, så er Jesus min virkelige herre. Han er den, som mit sind er fanget af, det er ham, jeg tjener, det er ham, jeg er optaget af. Alt andet… det er underordnet ham… mindre betydningsfuldt… ikke det, der tegner, hvem jeg er! Sådan. Jeg er vild med det. Vi kan være fanget af så meget. En syg krop. Udfordringer på jobbet. Vanskelige familieforhold. Økonomi. Alt det, vi kalder ‘omstændigheder’. Noget af det kan vi…

Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor stærk sorgen har været i det øjeblik – ikke blot for Adam og Eva, men for Gud, alle englene, hele universet. Nu var det sket, som ingen havde set konsekvensen af: Mennesket havde spist af det træ, som Gud havde sagt, at de ikke måtte spise af. Gud vidste, hvad der ville komme: Kolde hjerter og mord på åben gade. Hjerter fulde af smerte, kun dårligt dækket af et forkrampet ydre. Dyrene, der tidligere havde været tillidsfulde, ville blive sky og aggressive. Tidsler, blade uden træer, rå kulde. Træthed, alderdom og forfald, sygdom, død. Hvilken smerte. Så megen ulidelig smerte. Så megen ulidelig…

Jeg var ude på mountainbike på ret blæsende dag. Lun og sommerlig. Jeg nød det. Alt var så smukt. Til tider var vinden ret imod mig. Men den generede mig ikke, for jeg søgte ikke at vinde over den – jeg var bare i den – tilpassede gear og hastighed – havde i øvrigt ikke travlt. Jeg kom til at reflektere over det. Normalt siger jeg, at jeg ikke er god til modvind. Jeg kan bare ikke køre så stærkt i modvind, og når jeg slider og strider op i den så føles det virkelig hårdt. Men altså ikke denne dag – for jeg sled ikke; jeg cyklede bare –…