Arkiv
Arkiver
Kom – han tager imod dig
Du er vigtig for Gud!
Om du er lille, om mennesker ikke tænker, at du er noget, om du ikke selv føler dig ret meget værd – STOP – det er ikke det, som Gud tænker! Du betyder alt for ham, og han elsker dig højt!
Se denne lille beretning om Jesus og de små: “Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: ‘Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.’ Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem” (Mark 10,13-16).
Det er ham, du beder til! Jesus, som lærte os at bede med ordene: “Vor Fader” (Matt 6,9).
Jesus blev vred, da disciplene forsøgte at forhindre, at børnene blev båret frem for Jesus. Og de facto: Ingen kunne hindre, at børn blev båret frem for Jesus – for Jesus sørgede for at åbne vejen.
Ingen kan hindre, at du bliver forbundet med ham, som elsker dig som en far. Han vil også tage dig tæt ind til sig, lægge sine hænder på dig og velsigne dig. Lige nu.
Hvis du kan… Gud
Tænk, her står du overfor universets Skaber, ham, der kan skabe af intet, og du siger: Hvis du kan!
Ordene gik lige ind i mit hjerte, da jeg læste om faren, som kom til Jesus med sin syge søn: “Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os” (Mark 9,22).
Siger jeg sådan til Jesus? Tvivler jeg på, om han kan? Er jeg klar over, at jeg virkelig er connected med Gud? Gud!!!
Tvivler jeg på, om Jesus er barmhjertig overfor mig? Har jeg grebet, at Jesus kom til denne jord af kærlighed og gjorde alt? Har jeg taget ordene til mig: “Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?” (Rom 8,32).
Jesus svarede manden: “Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror” (Mark 9,23). Og Ånden sagde det til mig: Line, jeg er Gud! Og jublen bredte sig i mit hjerte og min krop: Ja, han er Gud! Det er Gud, jeg tjener, ham, som kan alt, som vil mig, som elsker mig, som har alle muligheder – JEG ER SAMMEN MED GUD!
Ja! Gud! Selvfølgelig kan jeg have tillid til dig! Selvfølgelig vil du hjælpe mig! Selvfølgelig kan du! Tak, min elskede Gud. Jeg kan hvile i dine arme!
Skyer med guldkanter – i livet…
Solen var ved at stå op. Lige nu bag skyerne. Der var fede guldkanter på skyerne.
Og jeg kom til at tænke på skyer i livet… mon der også er guldkanter på dem…?
Er Gud der med sin guldpensel, når livet er svært?
Sker der noget særligt med ham – der, hvor livet er svært?
Sker der tilmed noget, som er så værdifuldt for os, at vi ikke vil være det foruden?
… tænkepause …
Jeg har hørt mange fortælle deres vidnesbyrd om sådanne erfaringer. Jeg har også prøvet det selv. Du har måske også? Hørt? Erfaret?
Åh, ja. Gud forsvinder aldrig. Bibelen har masser af historier om, at han er meget tæt på os, når det er svært. Det er godt at huske, når vi ser skyerne i det fjerne – uden endnu at se guldkanterne…
“Går du gennem vand, er jeg med dig,
gennem floder, skyller de ikke sammen over dig;
går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt,
flammen brænder dig ikke.
For jeg er Herren din Gud,
Israels Hellige er din frelser.”
(Es 43,2-3)
Gud er med dig! Uanset hvad du går igennem. Uanset hvor mange skyer der er over dig.
“For du er dyrebar i mine øjne,
højt agtet, og jeg elsker dig.”
(vers 4)
“Frygt ikke, for jeg er med dig.”
(vers 5)
Han møder dig i morgenrøden
Sådan var det for mig den morgen. Gåtur. Jeg gik og lyttede til en prædiken. Bad. Og jeg så den fede morgenrøde dekorere den klare morgenhimmel. Smukt.
Gud.
Ja, jeg kom til at tænke på, hvad Gud sagde til Job:
“Har du nogen sinde beordret morgenen frem,
ansvist morgenrøden dens plads,
hvor den kan gribe fat i jordens kanter.”
(Job 38,12-13)
Morgenrøden er Guds!
Her var jeg sammen med min Skaber! Med Gud.
Så nær. Rødmen var både foran mig og bag mig. Hans skrift på himlen.
Åh, så dejligt at begynde dagen med at møde ham derude!
Hun fik en krumme – tænk for et brød!
Den hedenske kvinde havde virkelig tro. Hun tog imod invitationen ‘mellem linjerne’, hvor en anden måske ville have været gået…
Hun havde hørt om Jesus. Nu var han i hendes egn. Og hun kom for at få sin datter helbredt.
Jesus svarede hende: “Lad først børnene blive mætte,” og når noget er først, kommer der jo også noget efter.
Jesus forsatte: “For det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde,” (Mark 7,27). Ordet Jesus bruger for ‘hunde’ er ‘kynarion’, og det er et ord for hunde, der hører til i hjemmet.
Og kvinden svarer Jesus: “Herre, de små hunde under bordet æder da af de smuler, børnene taber” (vers 28). Og hun fik, hvad hun bad om. “Hun gik hjem og fandt barnet liggende på sengen, og dæmonen var faret ud” (vers 30).
Tænk, hvis det bare var krummer – hvad er så ikke et helt brød!
Og jeg kommer til at tænke på noget andet, Jesus siger: “Bed, så skal der gives jer… For enhver, som beder, får” (Matt 7,7.8).
Du får, når du beder! Tag imod alle invitationerne ‘mellem linjerne’. Læg Jesus’ egne løfter frem for ham og bed ham om at vise dig, hvad det betyder i dit liv.
Han fortalte mig, at jeg er hans øjesten
Åh nej. Jeg var på ferie – alt var godt – men så drillede kontaktlinsen i det ene øje… Måske vind i øjet derude, måske et hår, jeg rørte med min hånd – og hvor var nu linsen?
Jeg så ikke klart, så den sad tydeligvis ikke, hvor den skulle i al fald. Men det føltes også lidt mærkeligt og ubehageligt i øjet – så var den mon der et sted?
Pyha. Jeg var udfordret. Det var svært. Jeg følte mig ærlig talt hjælpeløs og meget lille.
Gud, du som ved, hvor mange hår jeg har på hovedet; du ved, hvor min kontaktlinse er. Vil du hjælpe mig?
Min mand lyste og kiggede. Jeg forsøgte at ‘tage den ud’. Det lykkedes ikke. Og var den der nu, eller var den der ikke?
Jeg besluttede, at øjet måtte få ro nu. Uafklaret vendte jeg mig mod sengen. Ville læse et ord inden jeg lagde mig.
Jeg åbnede min bibel, og mine øjne fandt med det samme dette ord fra ham til mig: “Vogt mig som din øjesten, skjul mig i dine vingers skygge” (Sl 17,8).
Øje! Han havde fundet et vers til mig med ømhed for et følsomt øje! Hvor er han bare fantastisk! Hvilken omsorg for mig! Hvilken skøn måde at vise mig på, at han var der! Med tydelighed fortalte han mig, at han så min kamp med øje og kontaktlinse – min uro og hvor svært det var for mig…
Som hans øjesten lagde jeg mig til ro, hvilende under hans vingers skygge. Uroen blev efterhånden erstattet af taknemmelighed og glæde.
… og – dagen efter satte jeg en ny linse i – efter at jeg havde konstateret, at jeg altså ikke kunne se nogen linse. Det virkede. Øjet var stadig lidt mærkeligt – men en hel del havde jo også generet det…