Fra kompleksitet til den ene ting, som er vigtig

Kompleksitetsforenkling.

Wau. Måske et vanskeligt ord – men en fantastisk betydning: At noget, som er svært og komplekst bliver nemmere. Hvem kan ikke bruge det?!

Paulus fik mig ind på de tanker i morges. Jeg lå i min seng og tænkte: Ja, men i dag handler jo bare om, at jeg skal vokse sammen med Gud – mine omstændigheder (eller “verdens” omstændigheder) behøver jeg ikke at løse – det er Guds. Men han har lovet, at han vil være med mig og velsigne mig og bruge alt til det gode.

“Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud” (Rom 8,28).

Men det var nu dette vers, som jeg læste lige inden sengetid i går, som ledte mig ind i kompleksitetsforenklingen: “Vi er blevet et skuespil for verden, for både engle og mennesker” (1 Kor 4,9) – og jeg så perspektivet på mit liv ude fra det store univers, engle som er optaget af: Holder Line fast ved Gud nu? I denne situation? Og jeg tænkte: Ja, for det er jo virkeligheden dette ene, som er vigtigt.

Enkelt. Bare denne ene ting.

For Paulus var det enkelt: “For mig er livet Kristus” (Fil 1,21). Dette ene.

Han siger: “Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus” (Fil 3,13).

Dette ene. Og det var ellers ikke fordi Paulus’ liv overhovedet var enkelt! Tværtimod.

Hør lige om Paulus’ omstændigheder: “Jeg har slidt og slæbt, tit været i fængsel, fået slag i massevis, jeg har været i livsfare mange gange. Af jøderne har jeg fem gange fået fyrre slag minus ét,  jeg har fået pisk tre gange, er blevet stenet én gang, har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn. Ofte på rejser, i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare fra mit eget folk, i fare fra hedninger, i fare i byer, i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre. Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder.  Hertil kommer det, som dagligt trykker mig: bekymringen for alle menighederne” (2 Kor 11,23-29).

Men det er ikke det, som optager Paulus. Om dette siger han: “Hvem er magtesløs, uden at jeg også er magtesløs? Hvem falder fra, uden at det svier i mig? Hvis jeg skal være stolt, vil jeg være stolt af min magtesløshed” “Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig” (2 Kor 11,29-30; 12,9).

Dette ene. Kristus. Alt det gode han gør. Livet med ham. Hans magt i mit liv. Vidnesbyrdet om ham. Et liv til hans ære.

Og det er ikke blot enkelt – det er det skønneste liv, man kan leve!