Når du synker i knæ – han rejser dig op!

Jeg fandt lige Bibelen på hverdagsdansk frem, og læste mine tidligere understregninger i salme 145. Vidunderligt:

“På livets vej kan vi synke i knæ,
men du rejser os op, når vi falder.”
(Vers 14)

Ja, ikk’?! Hvem har ikke prøvet at synke i knæ… åh, magter ikke, overskuer ikke, kan ikke selv komme op. Og der er Gud! Han rejser os op. Og når jeg ser på flere vers i salmen, så ser jeg, hvordan han rejser os op:

“Retter vi vores blik mod i dig i tro,
vil du altid give os det, vi har brug for.”
(Vers 15)

Nemlig! Jeg er helt enig. Der sker så meget, når jeg ser på Jesus! Det er der, at jeg oplever, at han er større end mine udfordringer… Og nu dette vers:

“Bestandig vil jeg synge til din ære,
takke dig hver eneste dag.”
(Vers 2)

Ja, jeg kan tilmed takke ham for, at det, han gi’r mig, er ok! Altså, selvom jeg nogle gange kan drømme om noget “mere”, at visse udfordringer var væk… så lander jeg med min tak i, at han har styr på det…

“Så snart et menneske erkender sit behov,
er du straks parat til at opfylde det.”
(Vers 16)

Ingen af mine behov er ligegyldige for Gud! Straks! Det er da virkelig noget! Og han vil opfylde mine behov… “dine handlinger baseret på kærlighed” (vers 17), fortsætter ordene… Og med min erfaring med ham, så ved jeg godt, at mine behov kan se anderledes ud for Gud end for mig… Men ja! jeg mærker hans kærlighed – og derfor hviler jeg også i, at han møder mine behov på en fuldstændig ok måde. Også der, hvor jeg havde drømt om noget andet…

Ja… for jeg kan også gøre som David: “Jeg vil altid mindes dine undere”, “jeg vil fortælle om din storhed igen og igen” (vers 5 og 6) – når jeg tænker på hans hånd i mit liv i fortiden – så jubler jeg af fryd over også at være i hans hænder i fremtiden!

“År efter år vil jeg prise dig, Herre,
måtte alt levende lovsynge dig for evigt!”
(Vers 21)

Vil du ikke være med?

(Bibeltekst fra Bibelen på hverdagsdansk, Scandinavia Forlag)