Meningen med døden: Der er ingen mening

Hun fortalte mig om et besøg hos en gammel tante, som var faldet noget af på den. Det var ret sørgeligt. Så efter at have fortalt om hendes manglende overblik, uhøflighed, hæmninger der ikke var der med vrede som resultat og i øvrigt en enorm langsommelighed i alt, siger hun: Jeg bliver virkelig så ked af det – jeg forstår virkelig ikke vitsen med at blive gammel og at dø – nærmest mens man endnu lever… Det gjorde ondt at møde tanten, som engang var så elskelig og omhyggelig – og så at se hende nu… Øv.

Jeg svarede: Måske er det netop meningen, at der ikke er nogen mening…

Hun lød spørgende i den anden ende…

Jeg fortsatte: Jo, for hvis alle mennesker bare var fitte og stærke, begavede og tiltrækkende – uden at blive mærket af døden – hvorfor skulle vi så overhovedet se et behov for Gud? Når vi møder døden – så mærker vi en udfordring, som intet menneske kan løse…

I virkeligheden er det godt, at vi mærker, at der ingen mening er med døden! Ja, for der er da ingen mening med, at mennesker, som har lært en masse, skabt en masse, udviklet en masse, er elskelige og samlende i en familie bliver så svage… og ja affældige… hvornår har savl og inkontinens været smukt? (Undskyld… og heldigvis kan vi med kærlighedens blik se vores kæreste som elskelige selv bag tomme øjne og en lettere usoigneret fremtoning).

Men vi må være ærlige: Døden er en fjende! Døden kan opleves som en befrielse – det bedste af dårlige alternativer – men døden er ikke lækker! (Lov mig, at du også læser stykket for i morgen – der er nemlig flere perspektiver…)

Vi var skabt til at leve evigt! Men “Den dag du spiser af det, skal du dø!” (1 Mos 2,17). Det udsagn giver heller ikke altid mening… Gud, for så lidt? spørger vi undrende…

Og vi må et lag dybere. Æblet, eller hvad det nu var, var kun en symbol-genstand. Nedenunder lå det egentlige: Menneskene var klar til at give en slange deres tillid frem for Gud. Dermed blev slangen deres gud. UPS!

For Gud er den eneste, der kan skabe og give liv. Han er selve livets kilde. Så adskilt fra ham – så er der kun døden.

Men hurra! Gud forstod flere lag i historien. Bedraget. Og han ville sætte mennesket fri til at tage et bedre valg: Ham! Friheden! Livet!

Se nu døden i øjnene. Jeg mener det – virkelig dybt. Mærk al dens hæslighed. Se hvor grumt den æder sig ind på dit liv. Ville du ikke gerne være det foruden?

Lad mig sige det, som det er – du kommer ikke til at leve uden det… nu. Du er desværre nødt til at komme igennem det. Men du kan komme om på den anden side, Jesu genkomst og dagen derefter, hvor “døden ikke skal være mere” (Åb 21,4).

Halleluja! Se på døden – og vælg livet! Vælg ham! Giv ham din tillid – og så ordener han resten!