Stoler du på ham, der holder, hvad han lover?

Tror du på Gud?

Er der mennesker, du tror på?

Tror du på dig selv?

Jeg har lige grebet et par sætninger: “Gud står altid ved det, han lover; det er kun mennesker, der lyver” (Rom 3,4).

Åh, åh… nå, men der står jo ikke, at alle mennesker lyver… Det kan jeg så til gengæld finde et andet sted: “Alle mennesker lyver” (Sl 116,11). Suk. Men sandt… Det kan så godt være, at det rummer både sorte og hvide løgne, de bevidste og de ubevidste, dem vi har vænnet os til og ikke tænker over mere, dem hvor vi vil vinde andres gunst eller bare gøre dem godt, de løgne vi ønsker os, og dem vi hader… osv.

Nå, nu er det jo ikke fordi, jeg vil sende dig herfra med mistillid til alle mennesker. Og dog… Nej, jeg vil bare stille dig nogle spørgsmål: Hvem læner du dig opad? Hvis råd søger du? Hvis mening betyder noget for dig?

Og rolig nu, jeg taler også til mig selv: For det er bare så nemt, at vi giver andre mennesker pladsen som vores “sandhedsfortolkere”, vores tryghed, vores ståsted, vores alt muligt…

Hvad med ham som vi virkelig kan stole på? Gud, som altid står ved det, han lover?

Ja, men, wau… hvordan i al verden får vi omsat det abstrakte til noget konkret i vores daglige liv?

Jeg foreslår, at vi begynder med en bøn:

Kære dyrebare Jesus, ja, men selvfølgelig ved jeg da, at du står ved det, du lover. Du er jo Gud! Problemet er, at jeg ikke altid lever som om, det er sandt. Og selv når min hjerne har erkendt et løfte, så kan mine følelser brokke sig helt vildt. Og så kan jeg blive helt filosofisk og begynde at stille mig selv tåbelige spørgsmål som: Ja, men vil jeg overhovedet Gud, når jeg ikke engang kan eller vil tro på ham? (Sig til djævelen, at han skal tie stille!)

Jaaa, Gud! Jeg vil dig! Men jeg får det bare ikke til, jeg har virkelig brug for, at du gør det! Også at du viser mig, hvad løfterne betyder nu. Mit rationelle jeg kan nemt parkere dem i sådan en glansbillede ramme skrevet om dit liv på jorden – for børn… Og ja, jeg ved godt, at du siger, at jeg netop skal blive som et barn… Det kan jeg heller ikke; selv. … Så helt ærlig Gud, nu er banen din! Du må simpelt hen gøre noget – lige præcis det, du vil.

Hvorfor er det som om, du lige nu spørger mig, hvad jeg vil gøre? Mig? Jeg har jo lige sagt, at jeg ikke kan. Jo, du kan noget, hvisker du i min tanke… OK, jeg kan blive ved med at komme til dig, læse om dig, bede til dig, se på dig… Er det bare det?

Ja, det var bare det! Og det er det, jeg erfarer i mit liv. Når jeg kommer til Jesus – så oversætter han sig selv ind i mit liv! Og hans løfter bliver lige præcis virkelige, når jeg har brug for dem… Og jeg vokser i at stole på ham – ikke sådan abstrakt, med ord – men i virkeligheden – hvor selv mine følelser bøjer sig…

God fornøjelse, har jeg lyst til at skrive! For ja, det er virkelig så glædesfyldt. Det er virkelig en fornøjelse at se Gud folde sig ud. Det er en fantastisk rejse. GUD VIL VELSIGNE DIG! Så… bare kom i gang… Bed bønnen indtil den er din… Gud var der først! Han venter på dig!

(Bibeltekst fra Bibelen 2020, Bibelselskabet)