Lad os fejre friheden med jubel!

Kan man ikke godt sige, at noget af det allerværste er, hvis man er berøvet sin frihed? Det er slemt nok, hvis man er i omstændigheder, hvor andre mennesker begrænser ens frihed meget. Men tænk at være slave… ingen rettigheder, ingen frihed til at vælge, ingen udsigt til ændring, ingen muligheder for at ændre på det…

Og så har jeg en Gud foran mig, som siger: “Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset” (5 Mos 5,6). Han gjorde det umulige! Jeg elsker ham, og jeg elsker den beretning!

Gud siger ordene i sammenhæng med, at han giver israelitterne grundlaget for fortsat at kunne leve i frihed: De ti bud. Først fire som fortæller om relationen mellem Gud og menneske, og de næste seks om relationen mellem mennesker.

Yeah, skønt! Endelig en ramme for frihed! Det er en ramme for jubel!

Og et bud udtrykker særligt fest og frihed. Sabbatsbudet. Gud giver os én dag hver uge til at “gøre ingenting” – I skal ikke bare arbejde hele tiden, I skal hvile, I skal tænke på mig, at jeg er den, som gør den virkelig store forskel! Lev ikke bare på det, I selv kan producere – lev i tillid til mig!

Fantastisk! Sikke en kontrast til slavearbejdet! Og denne vidunderlige hviledag omfatter alle – også slaverne, ja, også de fremmede og dyrene!

Gud begrunder dette bud med ordene: “Husk, at du selv var træl i Egypten, og at Herren din Gud første dig ud derfra med stærk hånd og løftet arm. Derfor har Herren din Gud befalet dig at fejre sabbatsdagen” (vers 15).

Jeg elsker det… uge efter uge at stoppe op og tænke på hans stærke arm i mit liv! Friheden i at han er min Gud – og ingen eller intet andet er over mig, fordi Gud er. Glæden over at kunne være sammen med ham, jublen over festen i mit liv, fordi han elsker mig – sætter mig fri fra at skulle arbejde mig til at fortjene en værdi – inviteret til at “gøre ingenting” sammen med ham, som gør alt!

Her er jeg – elsket og fri – fuld af jubel! Jeg lever fra sabbat til sabbat – så jeg aldrig glemmer det!