Sammen med min himmelske Far

Jeg buldrede ind til min Far den morgen… ja, altså min himmelske Far. Som et barn. Optaget af billedet far – barn. Hvad betyder det egentlig, at Gud er min Far? Med lukkede øjnene så jeg bedre… mig – som kom ind til en kær og elskende Far…

… vel i virkeligheden med alle ord og tanker snublende over hinanden… i barnets rolle – lidt kaotisk i forhold til alt det, som jeg ikke vidste ud og ind med…

Med åbne øjne læste jeg lidt i min Bibel… steder med ord om “far”, “børn” – ja, og “født”. Optaget af ordet “født” kom jeg til at tænke på Jesus’ samtale med Nikodemus: Du må blive “født af vand og ånd,” (Joh 3,5) lød ordene i mit hjerte. Født af Far! Fars gener og træk i mit liv…

Mine øjne nåede til dette vers: “Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden” (vers 8) – og sammen med Far blev han mere tilstedeværende ind i alt det, som jeg ikke vidste ud og ind med…

Denne dag vil jeg møde med hans tilstedeværelse igennem Ånden i mit. Ånden vil lede mig – ligesom vinden… jeg kan ikke forudsige den, ikke regne den ud, jeg ved det ikke på forhånd – men jeg kan fornemme den og være tryg i, at Far vil lade mig mærke Åndens susen – lige ind i mit liv, møde mine behov for nærhed, trøst, visdom – at mit sind løftes til ham.

Jeg lukkede øjnene igen… Tak, Far, jeg er dit elskede barn… og i dag tog du mig ind i din favn… og du fortæller mig, at du er med mig hvert eneste øjeblik i alt, hvad jeg kommer til at møde i dag… nærheden i din Ånds tilstedeværelse… din Ånds ledelse… Jeg behøver intet mere end det! Tak, min elskede himmelske Far!