Absurd – mød en kærlighed så stor!
“I har dræbt ham der er herre over livet” (ApG 3,15), ja, men kan du ikke høre, hvor absurd det lyder? Jeg stiller spørgsmålet ud i luften: ja, men kan man virkelig det? Er det muligt at dræbe en, som er herre over livet? Virkelig?
Altså, tænk nu hvis det virkelig var muligt… Hvis herren over livet blev dræbt, ville det så ikke betyde at alt liv ville forsvinde, dø, ophøre? For alle og for alt – slut. Punktum. Ingenting. Tomhed. Pyha, den tanke er ligeså stor, som den er voldsom og grum.
Heldigvis fortsætter verset med et “men” – en modsætning, en kontrast, noget andet: “men Gud har ladet ham stå op fra de døde.” Den tanke har jeg – ved Guds nåde – for længst vænnet mig til som en kerne i hele det kristne budskab… men ellers må jeg bare sige: man står ikke op igen, når man er død! Så er det altså definitivt slut! Koldt og livløst, kun maddikerne fester…
Men denne store opstandelse indeholder endnu en tanke, som er for stor til, at jeg kan rumme den:”Det var for jeres skyld at han lod ham stå op fra de døde” (vers 26). Virkelig? Var det slet ikke for hans egen? Så han kunne leve igen? Så guddommen kunne blive komplet?
Kun ét ord kan bringe mine fattige mennesketanker videre: Kærlighed! Den vildeste ubegribelige enorme kærlighed. Guds kærlighed! Ja, Guds kærlighed til mig! Læs ordene igen. Højt. Langsomt. Med eftertryk på hvert eneste.
Gud elsker dig så meget, at han, herre over livet, var villig til at dø og opstå igen. Og han gjorde det, fordi han elsker dig! Virkelig! Ja, det er virkelig kærlighed – og du finder det ingen andre steder!
Jeg spørger bare, er denne guddommelige virkelige kærlighed – som du ser den reelt i praksis – nok til at få dig til at omvende dig? (Det er nemlig det sekvensen handler om). Hvis ikke – så glem det bare – du er stendød, fortabt! Nej, stop en gang – hvor umuligt eller absurd det end lyder, Gud kan gøre dig levende! Virkelig – så læs videre! Han elsker dig!
(Bibeltekst fra Den Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk, Bibelselskabets Forlag)