Gud har givet dig det, der skal til
Johannes afslutter sit evangelium på en forunderlig måde: “Jesus gjorde også mange andre ting. Hvis hver eneste ting skulle skrives ned, tror jeg ikke at der ville være plads nok i verden til alle de bøger der så måtte skrives” (Joh 21,25).
Ja, jeg kan nærmest mærke Johannes’ begejstring over Jesus… det er simpelt hen en uendelig lang række af fantastiske beretninger. Historier, som han, Johannes, har været en del af! Han har set Jesus gøre det. Han har hørt Jesus fortælle det. Han har set mennesker blive berørt. Helbredt fysisk, løftet op til glæde, frelst til jubel.
I virkeligheden har Johannes måske lyst til at dele endnu mere… men samtidig ved han, at det, han har delt er nok. Det er lige præcis det her, som Ånden har lagt ham på hjerte at dele. Og – det er nok!
Ligesom at Bibelen er nok. Og ligesom det du i det hele taget kan vide og forstå om Gud – er nok.
I virkeligheden er det vel i hvert eneste øjeblik – nok!
Ja, tak Gud for det, som han har givet dig lige nu! Pris ham for det, han har ladet dig se og forstå og røre ved. Det, du har taget imod. Det, der mættede dit hjerte lige nu. Det er nok!
Der eksisterer ikke et usynligt pensum af ting, du skal forstå eller mestre, for at det er nok til at “bestå”. Næh… dette tankesæt er totalt absurd faktisk… for Gud har givet dig alt! Alt!
Tag imod hans alt i bidder… Han skal nok blive ved med at give dig nye mundfulde, som du vil mættes af… Så – bare nyd det, du har fået lige nu – og tyg på det indtil du har fået alle smagsoplevelserne ud af det!
… og det bliver man ikke træt af… men tænk, hvor trættende det ville have været, hvis alle de bøger havde været skrevet…
(Bibeltekst fra Den Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk, Bibelselskabets Forlag)