Den største lykke – og livet blev anderledes
Adam var bare den lykkeligste mand! Han havde fået Eva, og hun var kvinden i hans liv! Og der står så smukt: “Siden har det været sådan, at en mand forlader sin far og sin mor for at blive ét med sin kvinde” (1 Mos 2,24).
Ja, sådan har det været lige siden. Når man begynder at leve sammen med et andet menneske, så bliver livet anderledes. Der er noget, man forlader. Man bliver selv anderledes.
Der skal nu også være plads til hendes sko i entreen. Hans yndlingsret har lige et anderledes tvist. De to stopper med nogle individuelle aktiviteter, fordi de gerne vil bruge tid på noget sammen. Og de elsker det! Hvor er hendes sko dog feminine og søde… Hvor er det spændende med de nye krydderier i køkkenet… Ih, hvor vi nyder at være sammen…
Det er kærlighed! Ja, for de elsker hinanden – og nyder det anderledes liv sammen…
Kærligheden gør forskellen. Også når vi er sammen med Jesus. Han sammenligner sin relation med dig som lige så kærlighedsfyldt, nær og vidunderlig som det elskende par:
“Du skal være elsket af Gud og regnes for Guds hustru. For Gud elsker dig og gifter sig med dig. Ligesom en ung mand gifter sig med en jomfru, bliver du gift med ham, som genopbygger dig, og ligesom en brudgom glæder sig vildt over sin brud, glæder din Gud sig over dig” (Es 62,4-5).
Er det ikke vidunderligt?! Kærligheden fylder versene med gnist og energi, en passion som – ja, man længes efter… som fylder alt… Alt, hvad du måtte forlade og alt, der måtte blive anderledes i dit liv på grund af Jesus – det er blot en del af, at den største kærlighed i dit liv nogensinde folder sig ud…
(Bibeltekst fra Bibelen 2020, Bibelselskabet)