Velsignet – og vi fandt det, vi havde tabt

Det var tidlig morgen. Vi nød det fine morgenlys – ikke blot her og nu, men så vi kunne tage en lille andagtsvideo med fint lys.

Stativer og kamera, lys, mikrofon, kabler – tingene skulle gøres klar. Jeg stod med en lille boks med kabler i, fumlede og tabte den. Øv. Febrilskhed. Men også glæde over at det blot var en lille boks med tre kabler i, som jeg hurtigt kunne tage op igen…

Det blev en dejlig video, der ved søen og med lysflimmer under den delvise skygge fra et træ.

Samme dags aften var timingen med os igen. Et vidunderligt smukt sted med det helt rigtige lys. Vi stod på en vej. Måske var det fem biler, som nåede at komme forbi, mens vi stillede op… ja, der er mange ting, som skal være på plads – på én gang, for at det lykkes… Jeg bad: Kære Gud, vil du hjælpe os… hold bilerne og flyene væk, mens vi optager… velsign… og gør dette til velsignelse og til din ære…

Min mand opdagede, at der manglede en lille skrue, form som en ring, blot massiv, blank… Han vidste, at den højst sandsynlig havde været i den lille boks, jeg havde tabt om morgenen… Åh, nej… denne kunne være trillet, og den kunne ligge gemt under græsset… og lige som vi var færdige med denne optagelse, begyndte det at regne…

Men vi kørte ud til stedet, hvor skruen formodentlig var tabt. Jeg bad: Åh, kære Gud, tilgiv at jeg var et fjols, og hjælp mig til at gøre det bedre, også i min forberedelse, så jeg ved, hvad jeg har mellem hænderne… Men du ved, hvor den er… vil du vise os det… vil du velsigne, så de små videoer må være til velsignelse for mennesker og til din ære…

Vi kom derhen. Jeg gik hen under træet, hvor vi havde stået. Bøjede mig ned. Der var mange græsstrå, sådan en lille skrue kunne ligge under… Min mand kom efter, stoppede lidt før mig, bøjede sig ned – og der lå den!

Tak, Gud! Jubel gennemskyllede mig. Jeg følte mig så velsignet, ja, jeg følte, at vi og videoerne, ja, det hele, var under hans velsignelse… Jeg følte mig elsket – noget, jeg ikke skal fortjene…