Du er udvalgt – uden at romantisere
Vi ser det for os – den gravide mave… og tankerne kan udvides til også at rumme det elskende par, der glæder sig til at blive forældre, den skønneste baby, nuttet og kær, kernefamilien, hygge, lykke… idyl… Og en dag en voksen søn eller datter, dygtig og kærlig, forældrenes glæde og stolthed, mere hygge… børnebørn… kærlighed og glæde…
Sådan var det ikke for Maria.
Godt nok sagde englen til Maria: “Gud har udvalgt dig” (Luk 1,30). Og ja, det var den mest fantastiske udvælgelse, mor til Guds søn, Jesus! Messias! Tænk at være udvalgt af Gud til den rolle.
Men det var ikke bare romantik…
Maria var ikke gift – og Josef overvejede seriøst at bryde forlovelsen. Han var virkelig chokeret, da han hørte om graviditeten…
Maria blev resten af sit liv set ned på, som hende der ikke kunne holde sig i skindet før ægteskabet…
Maria fik allerede med babyen i sine arme disse profetiske ord: “Du vil selv komme til at føle det som om du bliver gennemboret af et sværd” (Luk 2,35)…
Maria måtte opleve en masse holdninger til Jesus – stor kærlighed og stort had… og de ledende i landet var imod ham…
Maria kunne en dag stå ved hans kors… hendes egen søns død… på så grufuld en måde…
Marias søn for til himlen… hun var tilbage…
Maria fik ikke børnebørn gennem Jesus…
Sådan var livet i denne verden som mor til Guds søn. Ja, og så var der også alle velsignelserne… alle glæderne over at være så nær med Jesus…
Så – hvad kan vi i grunden forvente os af vores liv? Faktisk er du også udvalgt! “Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et folk der tilhører Gud. Han kaldte jer fra mørket og ud i sit stærke lys, og derfor skal I fortælle om de guddommelige ting han gør” (1 Pet 2,9). Men det betyder ikke, at dit liv bliver problemfrit og “lyserødt”…
Men jeg vil sige – glem aldrig din udvælgelse! Se op! Se ikke på problemerne, lad ikke udfordringerne så tvivl i dit sind om Guds plan og ledelse. Han vil dig! Han vil bruge dig! Og velsignelserne ved at være ham nær – det er stadig de største, der findes…
(Bibeltekster fra Den Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk, Bibelselskabets Forlag)