Jesus spørger igen – tror du overhovedet?

I endnu en beretning stiller Jesus de direkte spørgsmål: “Hvorfor kom du i tvivl? Tror du overhovedet på mig?” (Matt 14,31).

Ja, helt ærlig. Peter gik jo lige så fint på vandet – så hvorfor blev han pludselig bange for bølgerne? Hvorfor tvivlede han på, om han kunne gå på vandet?

Helt ærlig – det er vel i grunden nemt at forstå, for man kan jo ikke gå på vandet! Det ved vi da! Så hvis det virkelig sker, kan det da nok være, at man må knibe sig i armen for at vide, om man er vågen. Og der kunne måske også opstå en vis nervøsitet for, om det nye fænomen ville vare ved.

Jesus afbryder min logiske tankerække: Tror du overhovedet på mig?

Ja, for hvis jeg ikke kan tro på, at jeg kan gå på vandet… tilmed når jeg ser det… hvad kan jeg så overhovedet tro på? Jeg kender ingen, som er opstået fra de døde. Jeg har ikke mødt nogen, som har været i himlen. Jeg har ikke mødt nogen syndfri. Jeg tror ikke, jeg kender nogen, som er blevet helbredt.

Min tankerække afbrydes igen – Jesus spurgte jo ikke, om jeg troede det, men om jeg troede på ham… Troede Peter, at Jesus ville invitere ham ud på vandet, for bagefter at lade ham drukne? Tror jeg, at hvis jeg overgiver mine små og store livsting og valg til Jesus, så bliver mit liv værre?

Det er store spørgsmål… som tager mig lige på knæ…

Kære, elskede Jesus! Tak, tak igen, fordi du udfordrer min tro… ikke for at jeg skal tvivle, men for at styrke den… så du kan indbyde mig til at være med i endnu mere af dit… så du kan inddrage mig i mere af dit rige, uden at jeg forstenes og løber bort i rædsel og vantro!!! Wau… Jesus… du er så stor, at jeg ikke rummer dig… men… det behøver og skal jeg heller ikke – det er jo dig, der rummer mig… OK, Jesus… tag mig ved hånd… slip aldrig… jeg går med… også om jeg nogen gange må gøre det med lukkede øjne… i bøn… i bøn om at du må åbne mine øjne igen, så jeg ser dig – som jeg tror på!