Trumf på: Du er Guds barn!

Jeg elsker den måde, Johannes skriver det på: “Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! (1 Joh 3,1).

Jeg husker, at jeg opdagede det som teenager og blev begejstret og skrev det i et brev til en veninde. Ja, Gud elsker dig så uendelig højt – og du ikke blot kaldes hans barn – du er det! Du er det! Du er det… Jeg mærker en serie af jubelråb og glade hop! Vi er Guds børn! Jeg er Guds barn!

Når han er min far, betyder det, at alle hans ressourcer er mine… Ja, det er næsten, så jeg har lyst til ikke at skrive mere… bare stop ved den sætning og forestil dig, hvad det betyder… Gud, som kan skabe af intet og har alt… Han mangler aldrig det, som vi har brug for… Han har altid rigeligt…

Og Gud er en far, som elsker uendelig højt – uden nogen former for egoisme eller bagtanke… Det er så trygt. Altid har han tid til mig. Altid kan jeg komme – lige som jeg er, og jeg møder en åben og kærlig favn.

Johannes fortsætter: “Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er” (vers 2). Vi er Guds børn nu – og det gør en stor forskel nu… Og så kommer der noget, der er så stort, at vi ikke fatter og begriber det: Evigheden sammen med ham, vores elskede far. Åh, hvor jeg glæder mig…