Når døden æder en bid…

Døden kan æde en bid af én…

Det kan ske, når du er ung… Men det kommer under alle omstændigheder, når du bliver ældre…

“Den dag du spiser af det, skal du dø!” (1 Mos 2,17).

Og siden har døden ædt sig igennem menneskeliv efter menneskeliv. Begejstret sagde jeg som teenager til min far, at jeg måske aldrig kom til at dø… for evigheden og Jesu genkomst var så nær… Men han svarede, at døden ellers var det, som jeg kunne være helt sikker på, at jeg ville opleve…

Jeg lyttede vantro… vidste vel ikke helt, hvad han mente… Altså, for hvis nu Jesus kom snart…

Men livet har lært mig, at Jesus ikke kommer ind og flytter dødens magt særlig tit… En ung granfætter mistede benet til en cancerform, en anden fætter døde ungt med hjernetumor, en tredje granfætter mistede et barn til vuggedøden… Og de ældre generationer er de fysiske skavanker væltet ind over i lind strøm. Jeg selv fik skåret en for kort sene over allerede, da jeg var ½ år – selvom livskraften den gang var meget stor! Så stor, at ingen forbandt den operation med døden…

Og ja! Det er det fantastiske! Livskraften. Livskraften som vi ser stærkest den opstandelsesmorgen, hvor Jesus stod op af graven! Og det er den, vi må kigge efter… selvom det ser ud til, at døden er i gang med sit ædegilde…

“Er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og vores tro er også tom” (1 Kor 15,14). Men Kristus er opstået! Og min tro er fuld af liv! … Derfor er døden i livet egentlig blot en parentes… For JESUS LEVER! Og én dag – så skal jeg leve evigt med ham!