Skal man arbejde for kærligheden?

Sikke et spørgsmål! Nå, tilbage til det senere…

Jeg sidder lige og kigger i skabelsesberetningen – igen – og må lige dele de vildeste tanker med dig…

Det begyndte faktisk med, at jeg – igen – med glæde hæftede mig ved, at Gud hvilede på den syvende dag efter sit arbejde, og at menneskene blev inviteret ind i den hvile sammen Gud – UDEN at have lave noget! De hvilede – fuldstændig på det, Gud havde gjort.

Den pointe har vi så igennem hele Bibelen i relationen mellem Gud og menneske: Vi hviler på det, som Gud har gjort – lige på i frelsen. Gud frelser os helt og fuldt – vi fortjener absolut ingenting.

Men så faldt mine øjne på 1 Mos 2,21, hvor Gud lod en tung søvn falde over Adam – og Eva blev skabt. Hm, tænkte jeg, det vigtigste sker åbenbart, mens vi hviler… Og så stoppede jeg op: Ja, men passer det i grunden – i forhold til ægteskabet? Skal man da ikke arbejde for kærligheden?

Nå? Må jeg stille dig et andet spørgsmål: Har du nogensinde oplevet, at det er svært at elske? Måske endda at du ikke kan elske? At der kan være mennesker, som du oplever, du ikke kan elske?

Åh ja… min menneskelige kærlighed er uendelig sølle… (og noget var i virkeligheden egoisme…)… Ja, og “vi elsker, fordi han elskede os først” (1 Joh 4,19). Så den kærlighed, som virkelig rykker, kan jeg måske slet ikke arbejde mig til… men kun modtage…