Favnet af omsorg
Jeg var på. Jeg skulle afholde et seminar bestående af tre møder. Over zoom.
Min forberedelse havde været dyb. Gud havde fra start af fyldt mig med løftet om, at han ville gøre lidt til mere. Og igen og igen havde han ladet mig mærke hans hænder om det hele. Han havde inspireret og fyldt mig med sit. Vi havde bedt for det i fællesskab i en lille bønnegruppe.
Nu var dagen kommet. Jeg var helt rolig. I min morgenandagt fyldte Gud mig med bevidstheden om, at jeg bare skulle modtage. Han var den store giver, og han ville være der for mig.
Kort efter havde jeg en bønnestund med en veninde. Hun var fyldt af omsorg for mig, bad for mig og ville gerne mødes med mig efter aftenens møde, så vi igen kunne bede sammen. Jeg blev så rørt – ja, mærkede trangen til at græde. Ikke fordi jeg var ked af det – tværtimod – men jeg var bare så rørt over hendes omsorg, over at Gud sendte hende, ja, at Gud selv rakte ud til mig igennem et menneske.
Elsket af Gud. Elsket af et menneske.
Jeg kommer til at tænke på dette vers: “Mens David var i Horesh i Zifs ørken, tog Sauls søn Jonatan af sted til David i Horesh. Han fik ham til at hente nyt mod hos Gud” (1 Sam 23,15-17).
Jeg oplever, at jeg er elsket af Gud, når vi er der for hinanden. Både når Gud sender dig til mig, og når Gud sender mig til dig! Han er fantastisk i sin omsorg!
