Skatte i lerkar

Nogle gange slår min visdom bare ikke til. Jeg forsøgte at gøre noget “så godt”, men jeg står tilbage med tanken: åh, åh, det var vist ikke så godt alligevel.

En dag hvor kompleksiteten og de mange hensyn overvældede mig, faldt mine øjne på disse ord: “Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores” (2 Kor 4,7).

Et lerkar, ja.

I det øjeblik blev jeg så uendelig glad, og jeg følte mig favnet og elsket af Gud! For han ved jo! Han ved, at jeg bare er som et skrøbeligt lerkar. Han ved, at min visdom ikke rækker til. Han ved, at jeg har brug for hjælp. Hjælp fra ham og hjælp fra andre mennesker.

Åh, tak kære Gud. Tak, at du ikke har skabt mig til at skulle kunne alt selv! Tak… også for min skrøbelighed… og tænk, at du kan bruge et lerkar til så stor en skat! Din overvældende kraft! Åh, Jesus. Det er nåde. Og kærlighed. Det er forunderligt! Tak… jeg føler mig så elsket af dig!