Altid evigt elsket

Ja, det er bare sådan, det er.

Tænk dig begyndelsen. De tre sammen. “Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!” (1 Mos 1,26). Ja, lad dem glædes over alt det smukke. Lad dem have vid og indsigt. Lad dem være kreative og udforskende, nysgerrige og med sans for fordybelse. Lad os skabe dem som sociale og med trang til at elske og blive elsket…

Ja, lad os lægge kærligheden så stærkt i dem, at de ikke kan leve uden… Lad os give dem fællesskabets styrker som noget så grundlæggende, at de vil vide, at “det er ikke godt, at mennesket er alene” (1 Mos 2,18).

Lad os fylde dem med omsorgens mildhed for alle skabninger, så de med kærlig hånd vil forstå at “herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden” (1 Mos 1,26).

Jeg tror, at Gud elskede at skabe mennesket i sit billede. Han elskede at velsigne dem, så de to kunne elske masser af små nye mennesker. Han elskede at tilplante den skønneste have til dem. Og han var vild med at føre alle dyrene hen til Adam, så han kunne fryde sig over dem.

Ja, for Gud elskede Adam og Eva. Inden han havde skabt dem. Og da han så dem første gang. Og lige siden. Altid evigt elsket. Sådan er det. For “Gud er kærlighed” (1 Joh 4,16). Gud kan kun elske.

Altid evigt elsket. Sådan har Gud med det med dig! Du er uendelig højt elsket af ham!