Er du syg af hemmeligheder?

Nogen siger, at vi er så syge som vores hemmeligheder.

Udenpå og indeni. Kampen for at det dog må holde sammen på ydersiden. Det falske håb om at hvis det ikke kommer ud, så påvirker det ikke. Ja, så er det (næsten) ikke…

Men problemet er: Hvor går man hen med sine hemmeligheder? For hvem kender ikke fornemmelsen af at blive hånet og ringeagtet, og frygten for at miste de venner, man troede, man havde… Hvem kan ikke være bange for at miste sig selv, hvis man skal se sandheden om sig selv i øjnene…

Hun orkede det ikke mere. Hellere ensomhed end læse sine hemmeligheder i de andres foragtende blikke. Og når hun mødte de fremmede, så kunne hun måske snige sig til små øjeblikke af fred, som om hemmelighederne ikke eksisterede…

Det gik ellers lige så godt. Med ham. En mærkværdig venlig jøde, som løftede hendes sind ind i en helt anden sfære. Ja, hun var totalt optaget af tanken om levende vand… hvor skønt det ville være ikke at tørste efter noget som helst mere… ja, perspektiver som løftede sig helt op til det evige liv.

Hun havde nærmest glemt alt andet, totalt opslugt af en forjættende anderledes virkelighed, da hun sagde: “Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand” (Joh 4,15).

Men så havde han uden videre sagt hendes hemmeligheder højt: Fem mænd. Samliv med en, der ikke er hendes mand.

Åh… Ja, det begyndte rigtig nok med et åh nej – men det endte med et åh ja. Den frie kvindes åh!

Er du klar til at få dit åh nej erstattet med et åh ja? Jeg gætter på, at du nok kan have længslen – men ikke modet…

Pyt med det… Jesus tager sig af det! Giv ham dine hemmeligheder… og lad ham gøre dig rask indeni! Han elsker dig!