Når tempoet tages ud

Der sker noget, når fortællingen om et liv skifter karakter. Når det går fra at være relativt få begivenheder, der fortælles om – til en stor detalje grad om en enkelt begivenhed eller forløb. Fra at mange scener fortælles i et kapitel, til at en enkelt scene beskrives i mange kapitler.

Tempoet tages ud. Tiden var udspændt over tid. Tiden blev udspændt af den enkelte begivenheds fylde.

Det skift finder vi i historien om Jesus – i alle evangelierne. Mange kapitler i alle evangelier er fyldt med helbredelser og taler, møder med mennesker og om Jesu tid med disciplene og med Gud.

Men så sker det. Korset ses aftegnet – nu ganske tæt på. Og hvert eneste evangelium bruger relativt mere plads på denne del af Jesu liv end alt det andet.

Det var vigtigt. Det er det største i historien om Jesus. Han døde – for dig og mig. Så vi kunne få liv.

Næh, det er der ikke noget nyt i – og det har også været i mine tanker længe. Hvad, der var nyt i min refleksion forleden, var, at jeg fik en tanke om mit eget livsforløb… det som er, og det som kommer…

Ja, for trækkes tempoet måske ikke ud af et menneskes liv i alderdommens livsfase? Tiden er på den samme scene længe…

Måske er det en særlig tid til fordybelse og refleksion… En vigtig tid i livet… Tid til en særlig fordybelse med frelseren… Hele livet ligger for ens øjne, kendt, kan fordøjes sammen med Gud. Hver enkelt del overgives til den elskede i himlen. Pris til ham, som har ledt hvert eneste skridt på vejen.

Jesus døde. Ufatteligt, Gud gik gennem døden. En dag dør jeg. Og du. Men på grund af Jesus kan vi også gå gennem døden. Hans opstandelse lover os, at vi en dag kan stå op til det evige liv! Halleluja!

Jesus, jeg holder dig i hånden… nu… gennem liv… og gennem død!

“I ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles” (1 Kor 15,52).