Kan jeg have tillid til mig?

Nogle gange når jeg har søgt til Romerbrevet det 7. kapitel, har jeg virkelig ønsket næste skridt! Jeg mener: “Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg” (vers 15). Tag mig ud af dette, videre – for jeg hader det!

Og er det nu egentlig sandt? Når jeg gør det, hader jeg det så egentlig? Eller er det løgn, at jeg hader det? Er sandheden i virkeligheden, at jeg forsøger at ville noget, jeg faktisk ikke vil?

Mere og mere indviklet bliver det… Men nej, jeg kunne ikke bare springe kapitlet over – heller ikke i mit eget liv – jeg måtte have svar! Et svar, som kunne tage mig ud af djævelens rutsjebane!

“Jeg elendige menneske!” (vers 24). Det er svaret! Enkelt: Ja, jeg er elendig – og kan ikke selv. Jeg er ikke tillid værdig. “Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?” (Jer 17,9).

Åh, hvilken frihed at acceptere sandheden om mig. Der er ingen kamp mere. For den er vundet – af en anden!

“Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre!” (vers 24-25).

Halleluja! Jeg skal ikke leve på en tillid til mig – men til ham!

“I tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag” (Fil 1,6).