Mit hjerte – stedet hvor Gud er
Der er et sted, hvor Gud møder os. Møder dig. Møder mig.
I begyndelsen var det i Edens have. “Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i haven” (1 Mos 3,8). Måske kom han hver aften, så de kunne bruge noget tid sammen.
Senere byggede de et alter på det sted, hvor Herren mødte dem: “Dér byggede Abram et alter for Herren, som havde vist sig for ham” (1 Mos 12,7).
Da slavefolket var kommet ud af Egypten, sagde Gud: “De skal lave mig en helligdom, så vil jeg tage bolig hos dem” (2 Mos 25,8), og Gud kom til sin bolig: “Skyen dækkede Åbenbaringsteltet, og Herrens herlighed fyldte boligen” (2 Mos 40,34).
Salomo byggede et tempel for Herren: “Da Salomo var færdig med at bede, faldt der ild ned fra himlen og fortærede brændofferet og slagtofrene, og Herrens herlighed fyldte templet” (2 Krøn 7,1).
Gud vil bo hos os – selvom vi ikke kan rumme ham: “Bor Gud da hos menneskene på jorden? Nej, himlen og himlenes himmel kan ikke rumme dig; hvor meget mindre da dette hus, som jeg har bygget” (2 Krøn 6,18).
Og denne Gud – som intet kan rumme – han blev et lille foster i en mors mave: “Ordet blev kød og tog bolig iblandt os” (Joh 1,14). For Gud vil være os nær!
Endnu nærmere. Jesus fortalte sin disciple, at når han kom til himlen, så ville han sende os Helligånden (Joh 16,7). Ja, for Gud vil være os så nær: “Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?” (1 Kor 3,16).
Stedet, hvor du møder Gud, er i dit hjerte! Gud taler med sin Ånd til dit hjerte. Du mærker, at han rører dit hjertet. Han fylder dit hjerte med fred og glæde. Han fortæller dig i dit hjerte, at han elsker dig!
En kommentar
Solveig
Ja, takk og lov. Guds fred overgår all forstand. Om det bruser rundt oss, eier vi Guds fred.