Har du tillid til mig?

For ikke så længe siden læste jeg en bog om bøn, som havde et kapitel om at angre eller bekende overfor Gud. Jeg oplevede ikke lige, at der var noget ugjort os imellem – men jeg knælede alligevel ned og bad Gud om at vise mig, hvis der var noget os imellem.

Har du tillid til mig? spurgte han… kærligt, varmt…

Åh… nej, undskyld Jesus, jo, Jesus, jeg giver dig min tillid… Jeg vil virkelig leve i tillid til… at du formår med din kraft, der virker i mig, at gøre langt ud over alt, hvad jeg beder om eller forstår! (Ef 3,20)

Og jeg mærkede, at Jesus bare trak mig endnu tættere ind til sig… Der, hvor jeg længes efter svar – kan jeg give slip og hvile i tillid til ham…

Han mindede mig om, at jeg kan have tillid til ham! Og han pegede på, at når jeg tager byrden selv… så viser jeg ham dybest set ikke tillid…

Åh, hvor blev jeg glad for dette løfte: “Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed” (1 Joh 1,9).

Tak, min elskede Jesus, du har allerede tilgivet, at jeg ikke viste dig tillid (dvs. behandlede dig som utroværdig… øv, jeg skammer mig ved at skrive det…)… Men du er større! Du renser mistilliden ud af mig! Du giver mig i stedet tillid… Og Jesus, du er i den grad tillid værdig! Jeg elsker dig! Og jeg ved, at du vil mig alt det bedste. Tak, dyrebare Jesus, tak!

Og der, gav jeg slip… Jeg overgav alt til ham! I tillid!