Se stjernehimlen! Hør Gud!

I tankerne står jeg der sammen med Abraham – og jeg hører Gud tale til mig:

” ‘Nej, han skal ikke arve dig, dit eget kød og blod skal arve dig.’
Og så tog han ham udenfor og sagde:
‘Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.’
Og han sagde:
‘Så mange skal dine efterkommere blive.’ “
(1 Mos 15,5)

Jeg kigger stadig på stjernerne. Gud fortæller mig, at hans løfter er langt ud over, hvad jeg kan begribe. Jeg kan jo ikke tælle stjernerne!

Men de lyser. De er mange. Guds løfter er som lys i det mørkeste mørke. Og de er mange. Ja, hele mit liv er favnet af hans løfter.

Umuligheder. Som at tælle stjernerne. Eller som at få mange børn når man ikke har et eneste. Det er ikke umuligt for Gud.

Ingen af de “umuligheder” jeg ser i mit liv – er umuligheder for Gud.

Stjernerne lyser – og fortæller mig, at Gud er lige her! Gud kan! Gud har en vej! Guds løfter favner mit liv!

Se stjernerne! Hør Gud sige til dig: Jeg elsker dig så højt! Jeg vil altid være dig nær. Jeg vil minde dig om at kigge på stjernerne… og hør så min kærlige stemme fylde dit hjerte: Intet i dit liv er for stort for mig! Jeg elsker dig!